USA øger presset på Iran
Selvom Iran søndag bød et hold internationale atominspektører velkommen på et fire-dages besøg i landet, trapper USA voldsomt op i Den Persiske Golf.
100.000 soldater kan således være på plads til marts – den største antal USA-styrker i Mellemøsten siden den anden Golfkrig mod Irak i 2003.
Ifølge det israelske militæranalytiske onlinemagasin debka.file har USA planer om at sende yderligere 50.000 soldater til området, udover de 50.000 der i forvejen er på baser i blandt andet Kuwait.
Debka.file har via militære kilder i Washington erfaret, at der i hemmelighed er opsamlet skibe, ubåde og landtropper på en ø syd for Hormuz-strædet. Øen kaldes Socotra og tilhører Yemen. Andre tropper skal befinde sig på Omans øgruppe Masirah, der også ligger syd for Hormuz-strædet.
Herudover er flådeslagstyrkerne fra USS Abraham Lincoln og USS Carl Vinson i området – og en tredje, anført af USS Ponce, er på vej, bekræfter Pentagon. Skibet er omdirigeret fra Libyen og kan medbringe hundredevis af kommandosoldater.
Delegationen fra IAEA – FN’s Internationale Atomenergikommission vil få fri adgang til Iran atomanlæg.
– IAEA’s eksperter vil få lov til at få indsigt i alle de nukleare anlæg, de anmoder om at se, udtalte Irans udenrigsminister, Ali-Akbar Salehi, søndag på et pressemøde i Etiopien.
Men dét stoler USA og dets allierede ikke på. De mener, Iran udvikler atomvåben. Mens Iran fastholder, det kun udvikler atomkraft til energi.
I USA’s senat skal den magtfulde bank-komité i dag stemme om et forslag om at indføre hårde sanktioner mod udenlandske virksomheder, der handler med lederne af Irans Revolutionsgarde. Blandt andet skal det gå ud over selskaber, der handler med det nationale iranske olieselskab (NIOC) eller får olien leveret af den statslige tankskibsflåde (NITC).
Begge selskaber er styret af Irans Revolutionsgarde, mener senatorerne og Mark Dubowitz fra den konservative tænketank, Fund for Defense of Democracies,.
– Denne stramning vil medføre stor skade i energisektoren, siger Mark Dubowitz til Reuters.


