Palæstinenserne mister rettigheder

Sidste år blev det ulovligt for israelske borgere at opfordre til boykot af staten Israel.

I sidste uge blev det gjort umuligt for palæstinensere fra Vestbredden at gifte sig med palæstinensere i staten Israel... og leve i Israel.

Og endelig diskuterer politikerne i øjeblikket at sælge eller udleje den jord, som oprindeligt blev frataget palæstinenserne i 1948.

Détte fortalte den israelske aktivist Lea Tsemel på Russell- Tribunalet om Palæstina, der blev afholdt i november i Cape Town, Sydafrika, hvor hun var en af eksperterne der vidnede.

Lea Tsemel har arbejdet som sagfører de sidste 41 år, og hovedsageligt beskæftiget sig med besættelsen. I Israel er hun en meget kendt aktivist.

Advokaten greb fat i de nye love, der dagligt vælter frem i det israelske parlament Knesset. Ærgerligt at hun kun fik 10 minutter, for hun havde et tykt bundt af nye love med, hvoraf hun så måtte vælge nogle få eksempler.

 – At studere love og lovgivning i Israel er det bedste laboratorium i hele verden for jurastuderende. For når man ser på lovene, kan man jo se, hvor fleksible eller hvor nyttige de kan være for ethvert regime, sagde Lea Tsemel.

Det første eksempel var et nyt lovforslag, som handler om, at ændre reglerne for israelsk statsborgerskab. Det er en lov, der indtil nu har været midlertidig, og som forhindrer palæstinensere, der bor i Israel, i at få israelsk statsborgerskab. På tidspunktet for tribunalet i Sydafrika stod loven til at blive stadfæstet, og det blev den endegyldigt i forrige uge.

Lea Tsemel lagde stor vægt at fortælle juryen og tilhørerne om argumenterne i Israel for denne lovændring, og hun fremdrog tre eksempler:

1)»Dette lovforslag har det meget vigtige formål at forhindre massiv arabisk immigration af en fjendtlig befolkning til de israelske områder, for den vil kunne medføre en ekstrem demografisk forandring og ændre det jødiske flertal i befolkningen«.

2)»Den israelske stat er først og fremmest for det jødiske folk og denne judaisering har en overordnet værdi, derfor må den stadfæstes i lovgivningen ellers er den jødiske stat i yderste fare«.

3)»Dette lovforslag er den sidste barriere før implementeringen – gennem bagdøren – af palæstinensernes ret til at vende tilbage«.

Harmdirrende fortsatte hun:

– I dét øjeblik det israelske parlament tillader folk at sige sådanne racistiske ord og erklære sådanne racistiske formål uden undskyldninger, da er et afgørende øjeblik nået. Og dét sker i et land med et parlament, der oven i købet opfatter sig selv som repræsentanter for det eneste demokrati i Mellemøsten.

Strøm af eksempler

Advokaten kom med endnu nogle eksempler på love, der var relevante for tribunalet, og som var vedtaget eller ligger som lovforslag fra de sidste 18 måneder.

Et af eksemplerne er jordloven, der gør det muligt for private, at købe eller leje den jord, der tilhører de palæstinensere, som blev uddrevet i 1948. Dét omfatter 93 procent af jorden udenfor de store israelske byer.

– Og hvem er det så, der har ret til at købe denne jord, spurgte Tsemel retorisk? Og svarede selv: De eneste, der kan købe eller leje denne jord, er folk der enten har israelsk statsborgerskab og er bosiddende i Israel. Eller en person, der ifølge loven om retten til at vende tilbage har juridisk ret til at blive statsborger eller bosiddende.

– Dette er en lov, som er en højlydt erklæring om diskrimination, fortsatte Lea Tsemel, idet den faktisk gælder for enhver jøde i hele verden, men de palæstinensere, der gerne vil have lov til at købe deres egen jord tilbage, vil blive beskrevet som fremmede, der ikke har denne ret.

Hun nævnte også loven om en række fordele og rettigheder for tidligere soldater, som er diskriminerende, idet palæstinensere ikke kan være soldater i den israelske hær.

Også en lov om disloyalitet imod staten blev nævnt.

– Denne lov siger, at finansministeren har mulighed for at reducere statsstøtten til organisationer, hvis de har aktiviteter, der fornægter eksistensen af en jødisk, demokratisk stat, eller som mindes dagen for den israelske stats grundlæggelse som en sørgedag.

Og denne dag er netop en officiel sørgedag for alle palæstinensere. Det er den 15. maj. Palæstinenserne kalder dagen for Nakba, der betyder »katastrofen«, og den skal minde om fordrivelsen, der kom med oprettelsen af den israelske stat i 1948.

Et andet eksempel, fortsatte Lea Tsemel, er et lovforslag, som sikket bliver gennemført, om at alle, der har et israelsk statsborgerskab eller får et israelsk ID-kort som 16-årige, skal sværge en loyalitets-ed til den jødiske stats symboler og værdier.

Lea Tsemel kunne også fortælle om lovforslag, der vil medføre endnu flere forhindringer for de politiske fangers rettigheder under forhør, i forhold til isolation, i forhold til retten til en sagfører osv.

En række andre love er rettet mod aktive borgere og ngo'er, som blandt andet skal aflægge rapport om, hvem de modtager penge fra i udlandet, fortalte Lea Tsemel.

Et lovforslag, der forbyder boykot af Israel, lyder således:

»Enhver aktivitet, der udføres af en israelsk statsborger eller bosiddende, som fremmer opfordring til boykot imod en israelsk organisation, individ eller produkt, kan straffes med en bøde op til 30.000 shekel«, fortalte Lea Tsemel.

30.000 shekel svarer cirka til 50.000 danske kroner.

Bange forbrydere

Endnu et lovforslag søger at forbyde organisationer, som giver oplysninger til udlændinge, eller som er involveret i at føre retssager i udlandet om krigsforbrydelser, begået af højtstående medlemmer af den israelske regering eller officerer i hæren.

– De ved nok, hvad det er, vi har planer om, og de er allerede forberedt, afsluttede juristen.

Lea Tsemel henviser her til, at der blandt andet i Belgien – men faktisk i en række lande – gælder en straffelov, som åbner for at anlægge sager mod udenlandske statsborgere, hvis man har beviser for krigsforbrydelser, apartheidforbrydelser eller lignende forbrydelser mod menneskeheden. Israelske topfolk har måttet aflyse rejser til Europa for at undgå denne fare for arrestation.

Russell- Tribunalet har som sådan ikke juridisk kompetence til at dømme hverken Israel eller enkeltpersoner i Israel, men den dokumentation, som fremlægges på tribunalet kan bruges ved kommende retssager, og det skræmmer de israelske myndigheder og lovgivere.

Spørgsmål til vidnet

Juryen på Russell- Tribunalet spurgte herefter Lea Tsemel, om disse eksempler viser et »systematisk dominerede regime«, hvilket er afgørende for, om styret kan karakteriseres som apartheid.

– Ja, det mener jeg, mine eksempler fuldt ud har vist. Desuden er der ingen tvivl om, at der snart kommer et nyt lovforslag, der gør det strafbart for en israelsk statsborger eller bosiddende, blot at tale om apartheid, svarede Lea Tsemel.

Juryens Michael Mansfield havde et spørgsmål omkring lovene for undtagelsestilstand.

– Dem arvede vi fra briterne i 1945, og de ligner meget lovene, som briterne benyttede i Indien, forklarede Lea Tsemel. Lovene bliver ikke brugt i Israel, men i de besatte områder, hvor de er redskaber eller våben til at undertrykke enhver politisk handling: Man kan ikke være medlem af en forening; staten kan straffe kollektivt – og det kan ske i gaderne og kvartererne; eller de kan rive husene ned, hvis de finder det nødvendigt. Folk kan blive administrativt arresteret eller deporteret fra landet. Der er et kæmpe arsenal af vidtrækkende love, der har at gøre med oprør, sluttede Lea Tsemel.