I livsfare
Adnan Khader, 34, har i dag sultestrejket i præcis 49 dage i det israelske Ramla-fængsel.
Han er nu i livsfare, idet 46 dage er grænsen for, hvad kroppen kan holde til, meddeler Læger for Menneskerettigheder i Israel.
Israelske fængselmyndigheder har beskrevet hans tilstand som »tilfredsstillende«.
Adnan Khader protesterer mod, at han er tilbageholdt uden sigtelser. Israelske myndigheder kalder det »administrativ tilbageholdelse«.
Palæstinenseren meddelte i forgårs, at han også vil nægte at drikke, fordi hans advokat ikke må se ham, men fængselsmyndighederne har besluttet at tvinge væske i fangen, erfarer Maan News.
Adnan Khader er leder af organisationen Islamisk Jihad på den besatte Vestbred. Han blev arresteret 17. december i byen Jenin.
I mandags blev han ført fra fængslet til en militærdomstol, som skulle behandle hans sag, men sagen blev udsat.
Sivan Weizman fra de israelske fængselsmyndigheder forklarer, at Adnan Khaders tilstand »bliver nøje overvåget af fængselslæger«.
– Om nødvendigt bliver han bragt til et hospital for videre behandling. Alle konsekvenser ved sultestrejke er oplyst ham. Vi vil eventuelt overveje tvangsfodring, hvis det bliver nødvendigt.
Den kendte irske sultestrejkende, Bobby Sands, døde i 1981 i britisk fængsel efter 66 dages sultestrejke for bedre forhold, men der er tilfælde, hvor sultestrejkende er døde efter 53 dage.


