Tilmeld dig vores RSS feed
- Annonce -

Kun én ud af fire kroater stemte ja til optagelse i EU

Det blev et ja til EU fra kroaterne ved søndagens folkeafstemning. Men kun få satte overhovedet et kryds.

Der var sat kryds ved ja på 66 procent af stemmesedlerne, da kroaterne søndag skulle tage stilling til landets optagelse i EU ved en folkeafstemning.

Men kun 42 procent af vælgerne stemte, og det betyder, at kun 28 procent - eller lidt mere end hver fjerde af de stemmeberettigede tilkendegav aktiv støtte til Kroatiens optagelse i EU.

– Det ville have været bedre, hvis valgdeltagelsen var større, men sådan blev virkeligheden ikke, siger premierminister Zoran Milanovic.

Kroaternes forhåbning om, at optagelse i EU kan være med til at løse landets økonomiske problemer, har fået mange til at stemme ja.

Arbejdsløse og fattige

Officielt er 17 procent arbejdsløse. Reelt er andelen højere.

Landet har en stor gæld og indkomsten per indbygger ligger på 61 procent af gennemsnittet blandt de nuværende EU-lande – en smule højere end indkomsterne i Rumænien og Bulgarien, skriver netavisen Euroactiv.com.

Medlemskab af EU vil »hjælpe med at sikre stabilitet og velstand« i Kroatien, skriver EU-kommissionens formand Barroso og EU-præsident Rumpuy i en fælles udtalelse efter folkeafstemningen i Kroatien.

Alle de store partier i Kroatiens parlament anbefalede vælgerne at stemme ja.

Men det socialistiske arbejderparti SRP opfordrede til at stemme nej.

– EU stjæler vores værdighed, og gør vort folk til undersåtter under både udenlandske og hjemlige herrer, siger partiets formand Vladimir Kapuralin i forbindelse med afstemningen.

Kapuralin understreger, at hans og det socialistiske partis holdning ikke er udtryk for »isolationisme og kroatisk chauvinisme«.

Blandt modstanderne af Kroatiens optagelse i EU er stærkt højreorienterede og national-chauvinistiske kræfter. Men dem har socialisterne intet andet til fælles med end netop at man anbefaler befolkningen at stemme nej, understreger Kapuralin.

Verden er større end EU

Socialisterne har en parole, der er parallel til den danske Folkebevægelse mod EU’s slogan om at »Verden er større end EU«. Partiet ønsker et bredere økonomisk og socialt samarbejde på alle felter og uden geografiske begrænsninger, understreger Kapuralin.

Ud over at betragte EU som en trussel mod Kroatiens økonomi og skabelsen af social velfærd, advarede Vladimir Kapuralin og SRP under kampagnen op til folkeafstemningen også imod at blive en del af EU-aggressive udenrigspolitik:

– EU er lig med international aggression, som vi har set for nylig, og som vi ser lige nu. Det fører menneskelige tragedier og materielle ødelæggelser med sig, siger partiets formand.

Men under valgkampen og i går, da afstemningsresultatet stod klart søgte Kroatiens præsident at indgyde vælgerne tillid til EU:

– Kroatien vil ikke miste sin suverænitet og sine naturressourcer og heller ikke blive regeret af EU, sagde præsident Ivo Josipovic ifølge EUobserver.

Hvis de nuværende 27 EU-lande alle siger ja til optagelsen, kan Kroatien blive EU-land nummer 28 fra 1. juli 2013, skriver EUobserver.

Relaterede artikler