- Pihl & Søn er Danmarks næststørste entreprenørfirma.
- Firmaet har byggeprojekter i 16 forskellige lande og er i gang med en række store opgaver i Danmark, blandt andet Nørreport station i København, Industriens Hus ved Rådhuspladsen i København og det nye Danmarks Akvarium "Den Blå Planet" i Kastrup.
- Pihl & Søn har 3300 ansatte i Danmark og udlandet.
- Firmaet havde i 2010 en omsætning på 4,8 milliarder kroner.
Bygge-direktør: Vi har lærlinge nok
Halldór Pall Ragnarsson, du er formand for Dansk Byggeri og direktør for Pihl & Søn – det byggefirma som fagligt aktive unge nu hænger ud for ikke at tage lærlinge nok.
LÆS ARTIKEL: "Faglige unge i direkte aktion: Byggefirma skal hænges ud"
Hvad synes du om aktionen?
– Det har jeg ingen kommentarer til. De synes vel det er ekstra sjovt, fordi jeg også er formand for Dansk Byggeri.
Hos Phil & Søn har I kun én lærling for hver 20 faglærte arbejdere, I har ansat. Er det nok for en stor virksomhed som Pihl & Søn?
– Vi kan altid gøre det bedre. Men vi har mange meget spredte byggerier. Det betyder, at vi skal have lærlinge, der den ene dag kan møde i Næstved og den næste dag i Slagelse, for så at møde i Korsør dagen efter.
– Vi har flest ansøgninger om lærepladser i København, og jeg tror nok, at der ville være nogle unge københavnere, der ville tabe underkæben, hvis jeg spurgte dem, om de kunne møde i morgen klokken seks i Næstved.
Men I har da en del store byggeprojekter i København - Industriens Hus, Den Blå Planet, Nørreport station...
– Der har vi ikke ret mange af vores egne svende ude. På Industriens Hus har vi eksempelvis kun underentreprenører.
Har I så nogle krav om at jeres underentreprenører skal have lærlinge?
– Nej.
Hvorfor ikke?
– Det har vi bare ikke.
Som formand for Dansk Byggeri opfordrer du gang på gang jeres medlemsvirksomheder til at tage flere lærlinge. Burde Pihl & Søn ikke gå forrest og være et godt eksempel?
– Min formandspost i Dansk Byggeri har ingenting at gøre med Pihl & Søn.
En af grunden til at de unge retter kampagnen mod jer er, at de mener, at I var arrogante og ikke lyttede, da en busfuld elever fra Teknisk Skole var på besøg hos jer i sidste uge, for at søge praktikplads. Kunne I ikke have inviteret dem ind på en kop kaffe?
– Der mener jeg nu nok omvendt at det var dem der kom stormende på en meget negativ måde. Hvis man vil i dialog skal det jo ske med udgangspunkt i begge parters interesser. Det er de slet ikke interesserede i. De vil bare skabe negativ omtale.


