Under FN’s klimatopmøde i København i december 2009, blev op mod 2000 personer masseanholdt ved forskellige lejligheder.
250 af dem har lagt sag an mod politiet for ulovlig frihedsberøvelse. I 2010 vandt de i byretten, og nu er dommen stadfæstet i landsretten.
178 af de 250 blev anholdt ved den store klimademo den 12. december og skulle sidde i timevis på den frosne jord. Her har landsretten skærpet dommen og slået fast, at deres menneskerettigheder blev krænket.
Der er flere sager på vej fra de i alt 905 mennesker, som blev masseanholdt ved den store klimademonstration.
Politiet dømt efter tortur-paragraf
Politiet overtrådte Menneskerettighedskonventionens forbud mod tortur, da de den 12. december 2009 lod masseanholdte sidde bagbundet med strips på frossen asfalt i timevis, uden mad og drikke og mens flere måtte tisse i bukserne.
Det slog dommerne i Østre Landsret i formiddag fast med en skærpelse af byrettens dom fra 2010.
– Nu har vi et politi herhjemme, der er blevet dømt efter menneskerettighedernes tortur-paragraf. Det bringer Danmark i selskab med bananrepublikker verden over, siger advokat Knud Foldschack til Arbejderen.
LÆS ARTIKEL: "Advokat: COP15-dom er en sejr for demokratiet"
Sagen handler om 250 demonstranter, der blev anholdt under FN’s klimatopmøde i København i 2009.
178 af dem blev anholdt ved den store, folkelige demonstration den 12. december.
De skal oveni i deres erstatninger på mellem 2200 og 5500 kroner have udbetalt yderligere 4000 kroner, fordi deres menneskerettigheder blev krænket.
Demonstranterne sad bagbundet i strips på den kolde asfalt i op til fire timer.
LÆS ARTIKEL: "Masseanholdelser eskalerer"
Denne behandling er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel tre, der forbyder tortur, skriver Østre Landsret i sin 20 sider lange begrundelse for dommen.
Politiet er samlet dømt for at have overtrådt ikke mindre end fire artikler (3, 5, 10 og 11) i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Udover at være blevet udsat for tortur og umenneskelig og nedværdigende behandling, fik demonstranterne også knægtet deres ret ytringsfrihed, deres ret til at forsamle sig og demonstrere og retten til frihed, fastslår landsretten.


