Tilmeld dig vores RSS feed
Ifølge FN’s arbejdsorganisation ILO er 20 procent af grækerne i risiko for at falde under fattigdomsgrænsen på 4300 kroner om måneden. | Foto: Helge Knudsen
- Annonce -

ILO dybt bekymret for faglige rettigheder i Grækenland

FN’s arbejdsorganisation, ILO er bekymret over udviklingen på det græske arbejdsmarked: Fag­bevægelsen sættes uden for indflydelse, og 38 procent af jobbene er nu løsarbejde.

af Hans Brinkmann

ILO havde i september sidste år en såkaldt højniveaudelegation i Grækenland, som har samlet oplysninger om, hvad der sker på det græske arbejdsmarked i lyset af de krav, som EU og valutafonden stiller som betingelse for nødlån til landet.

Det er der kommet en opfattende rapport ud af, som tegner et dystert billede af udviklingen og respekten for de faglige rettigheder. I næste måned tager ILO’s ekspertkomite stilling til, om Grækenland overtræder de ILO-konventioner, landet har forpligtet sig til at følge.

Under besøget har ILO hentet informationer fra parterne på arbejdsmarkedet myndigheder og trojkaen (EU, Centralbanken og IMF).

I et diplomatisk sprog kritiserer rapporten trojkaen for at kræve ændringer på det græske arbejdsmarked, »som forekommer uden forbindelse med realiteterne i Grækenland«, som det formuleres. Det betyder, at effekten af de reformer, trojkaen kræver, i realiteten svækkes.

»Det er afgørende i en krisetid at give parterne på arbejdsmarkedet og regeringen den nødvendige plads til at finde fælles løsninger på problemer, som alle synes at anerkende, på en måde som er i trit med landets forhold og dets internationale forpligtigelser«, skriver ILO.

Indgreb i overenskomsterne

De betingelser, trojkaen har stillet, har ført til lovindgreb i det græske overenskomstsystem. Indgrebene rejser en stribe spørgsmål, mener ILO: Det gælder behovet for at sikre parterne uafhængighed og autonomi, omfanget af indgrebene, beskyttelse af de svage grupper og endelig spørgsmålet om, hvor lang tid indgrebene skal gælde.

Rapporten minder om ILO konvention 98, som slår fast, at hvis en regering ikke tillader fri forhandlinger, så kan indgrebet kun ske helt ekstraordinært, som led i en stabiliseringspolitik og kun i et »nødvendigt omfang i en begrænset periode.« Indgrebet skal følges op af tiltag, som beskytter arbejdernes levestandard.

Selvom delegationen anerkender, at regeringen under besøget gjorde noget for at sikre parternes rolle,  så udtrykker den dyb bekymring over udviklingen siden.

I oktober vedtog parlamentet en lov, som tillader virksomhederne at indgå »overenskomster« med grupper af personer, frem for fagbevægelsen.

» Vi forstår, at disse grupper ikke er fagforeninger og er heller ikke er reguleret af nogen garantier, der er nødvendige  for deres uafhængighed. Vi er dybt bekymret for, at indgåelse af »kollektive aftaler« på disse vilkår vil have en ødelæggende virkning for kollektive forhandlinger og for fagbevægelsens muligheder for at varetage deres medlemmers interesser på alle niveauer«, hedder det i rapporten.

Det truer hele grundlaget for fremtidige forhandlinger, frygter ILO.

»Ændringerne vil ramme hele aftalesystemet og kan få en ødelæggende virkning for den sociale fred og hele samfundet«, skriver ILO og minder om, at Grækenland har ratificeret konventioner, som pålægger landet at fremme kollektive forhandlinger generelt.

Under fattigdomsgrænsen

ILO skriver, at 20 procent af grækerne er i risiko for at falde under fattigdomsgrænsen på 580 euro om måneden.

Reallønnen i den private sektor er faldet med ni procent, samtidig sker der en voldsom udvikling, hvor faste job udskiftes med løsarbejde i forskellig form. Ifølge det græske arbejdsministerium drejer sig om omkring 30 procent af jobbene i den private sektor. For dem er lønnedgangen helt oppe på 38 procent.

Dertil kommer lønninger i den uformelle sektor, som er langt under den overenskomstmæssige mindsteløn.

Presset på forhandlingssystemet og lønninger er stærkt bekymrende, mener ILO, som frygter, at det vil skabe en negativ spiral, hvor flere og flere ender under fattigdomsgrænsen.

Artiklen er hentet fra eufagligt.dk

Relaterede artikler