Tilmeld dig vores RSS feed
Fagforeningsformand Yiorghos Sifonios fra stålværket, hvor de ansatte har strejket i over 80 dage, talte ved demonstrationen i Athen. 65 ansatte er blevet fyret, fortalte han, og ejerne forsøger at øge produktionen på to andre stålværker. | Foto: KKE
Tal fra Grækenland

Arbejdsløsheden er officielt 17,7 procent, men reelt højere.

Grækenlands gæld er på 160 procent af landets bruttonationalprodukt. Med tilskrevne renter vokser den hele tiden trods løbende afbetaling.

Regeringen forhandler med private kreditorer om, at disse eftergiver halvdelen af deres tilgodehavende på 205 milliarder euro.

Den 20. marts skal den græske regering refinansiere en forfalden gæld på 14,5 milliarder euro, og økonomer forudser, at det kan udløse en statsbankerot.

Kilde: Bloomberg

- Annonce -

Athen: Kamp fra el-kontakt til el-kontakt

De økonomiske angreb sender græske familier fra hus og hjem – ud til suppekøkkener på gaden, advarer Grækenlands kommunister.

De første græske familier har nu fået klippet strømmen, fordi de ikke kan eller vil betale en særlig kriseskat.

Tirsdag demonstrerede tusinder i Athen og andre af Grækenlands byer for at gentage deres besked til regeringen om, at arbejderne og den brede befolkning ikke vil betale krisen. Men samtidigt sendte myndighederne de første folk ud for at afbryde el-forsyningen til familier, der har nægtet at betale den særlige kriseskat.

På Omonia-pladsen i Athen meddelte den militante faglige front PAME, at man nu organiserer brigader i bydelene, som vil forhindre teknikere i at afbryde el-forsyningen, skriver Grækenlands Kommunistiske Parti.

Gennem mere end et års folkelig kamp mod at betale kriseregningen har Grækenlands socialdemokratisk ledede dele af fagbevægelsen holdt relativ lav profil. Men i forgårs var den faglige landsorganisation GSEE, der samler privatansatte, med i demonstrationen. Det samme var Athens Arbejder-Center (EKA).

Demonstrationen var en advarsel til regeringen og en delegation fra EU, IMF og Den Europæiske Centralbank.

Regeringen og gæsterne skal frem til fredag lægge en plan for store besparelser, nedskæringer og privatiseringer.

Kommunisterne skriver, at der er lagt op til at skære månedslønnen ned med mellem 150 og 200 euro, fjerne feriepenge i den private sektor – de er fjernet i den offentlige. Der er også planer om at arbejdsløshedsunderstøttelse og social bistand skal være afhængig af private forsikringsordninger.

Disse og andre angreb på befolkningen vil »sende tusinder af familier ud i elendighed, til suppekøkkenerne og fra hus og hjem«, skriver kommunisterne på deres hjemmeside.

Men regeringen og de internationale långivere har ikke knækket den græske modstand.

Så længe delegationen fra EU og IMF er i landet ligger transportsektoren i Athen stille og de fleste medier er lukket.

I udkanten af Athen har det store stålværk været lukket i over 80 dage.

Stålkoncernen har tre værker i Grækenland, og de to andre har kørt, mens værket ved hovedstaden har været lukket af strejke. Men tirsdag nedlagde også arbejderne på de to andre værker arbejdet trods ledelsens forsøg på at holde produktionen kørende.

Samtidig med, at der skæres ned på statens udgifter og på familiernes indkomster, så får industrien og Grækenlands store skibsfart mere statsstøtte og bedre vilkår.

Myndighederne opretter særlige industrizoner, hvor kapitalen får total frihed, og hvor love om mindsteløn og overenskomster vil være suspenderede, skriver det kommunistiske parti.

Relaterede artikler