Tilmeld dig vores RSS feed
Fellesforbundet med 160.000 medlemmer er med i dagens aktioner mod EU’s vikardirektiv. Forbundet kæmper mod, at uorganiserede vikarer og løsarbejdere fortrænger de fastansatte og den kollektive overenskomst. | Foto: fellesforbundet.no
- Annonce -

Norsk strejke i dag mod EU’s vikardirektiv

– Mange frygter en svækkelse af fagbevægelsen, hvis der åbnes for øget indtag af løsarbejdere. Det ser vi ske i Europa, siger LO-formand i Oslo Roy Pedersen.

I dag er der strejke og demonstrationer i mindst 13 norske byer. Her organiserer fagforeninger og norsk LO protester mod EU’s vikardirektiv, som regeringen lægger op til at vedtage.

Direktivet indfører et princip om lige behandling af fastansatte og løst ansatte, og fagbevægelsen frygter, at det bliver et skridt imod et løsarbejdersamfund, hvor kollektive overenskomster, der sikre løn og arbejdsforhold, svækkes.

Fagbevægelsens krav er, at regeringen bruger sin ret til at nedlægge veto mod EU-direktivet, som EU forventer Norge implementerer i henhold til den såkaldte EØS-aftale mellem Norge og EU.

Vreden er stor, og der ventes stor deltagelse i dagens aktioner i hele landet:

– Det viser bare, at det er en meget vigtig sag. Det handler om at opretholde den norske model. Mange frygter en langsigtet svækkelse  af fagbevægelsen, hvis der åbnes for øget indtag af løsarbejdere. Det ser vi ske i Europa, siger Roy Pedersen, der er LO-formand i Oslo.

I Oslo er der demonstration på Youngstorget klokken 14 og derfra går demonstrationen til Stortinget for at aflevere en protest til Arbeiderpartiet og regeringen.

Og der bliver demonstreret fra syd til nord:

– Dette bliver den største politiske strejke i mange år her i Trondheim. Den vrede jeg møder ude blandt folk – også hos tillidsfolk som er medlemmer af Arbeiderpartiet – har jeg nærmet ikke set før. Utilfredsheden kommer fra hjertet af fagbevægelsen. Det er helt specielt, siger Arne Byrkjeflot fra LO i Trondheim til Magasinett.

Det socialdemokratiske Arbeiderparti vil som det store regeringsparti presse de to mindre partnere, SV og Senterpartiet, til at gøre vikardirektivet til norsk lov.

– Det handler om at vinde tid, så vi kan påvirke Arbeiderpartiet. Denne sag er næsten ikke blevet diskuteret i de lokale partiafdelinger, siger Byrkjeflot fra Trondheim.

Relaterede artikler