Obama forlænger Guantánamo ubegrænset
I dag er det 10 år siden det første fly ankom til Guantánamo-lejren med 10-12 fanger.
I januar 2009 sagde USA’s præsident Barack Obama, at lejren skulle lukkes i løbet af ét år.
I dag er der stadig omkring 171 fanger.
Og nytårsaftensdag satte Obama så sin underskrift på en ny lov – National Defense Authorization Act (NDAA) – der forbyder staten at bruge midler på at overføre Guantánamo-fanger til det amerikanske fastland eller til tredjelande, der tilbyder at tage imod frigivne fanger.
Fangerne i lejren har altså ringe udsigt til at komme ud.
Obama sagde oprindeligt, at han ville nedlægge veto mod NDAA, da loven var på vej gennem Senatet og Repræsentanternes Hus, men den 31. december skrev han under.
Da USA’s Senat behandlede den nye lov i november, spurgte senator Rand Paul, om den ville betyde, at borgere i USA kunne blive interneret påGuantánamo »på ubestemt tid«. Det bekræftede John McCain:
– Mennesker, der udgør en trussel mod sikkerheden i USA, bør – ligegyldigt hvem de er – ikke have lov til at fortsætte denne trussel, svarede republikanernes senator John McCain.
Tom Parker, leder af Amnesty Internationals kampagne om anti-terror, er rystet.
– NDAA er i strid med international lov. Den vil normalisere tidsubestemte tilbageholdelser uden rettergang og gøre Guantánamo til en permanent del af det amerikanske samfund, siger han.
Han er »forfærdet« over at loven betyder, at den amerikanske efterretningstjeneste CIA kan pågribe mistænkte over hele verden – også fjernt fra slagmarken – og anbringe dem i militære fangelejre uendeligt.
Loven siger, at det er militæret – og ikke forbundspolitiet FBI – der skal afhøre og tilbageholde terrormistænkte. Dermed er de mistænkte formelt afskåret fra at få prøvet deres sager ved en civil domstol. Samtidig tillader loven tilbageholdelse på ubestemt tid uden rettergang.


