USA i drone-offensiv i Somalia
På baser i Somalias nabolande sidder 100 ansatte ved USA’s forsvar foran skærmene og dirigerer en mere og mere blodig drone-krig i luften over det østafrikanske land Somalia.
I de seneste måneder er drone-angrebene mod mål på jorden taget mærkbart til i styrke, beretter flere kilder.
Siden november er over 1000 dræbt af droner i Somalia, hævder somaliske kilder overfor Pres TV.
Somalia er det sjette land, hvor USA bruger droner. USA har også brugt droner i Afghanistan, Pakistan, Libyen, Irak og Yemen.
Den 24. november blev mindst 39 mennesker dræbt i det sydlige Somalia, da en drone affyrede missiler mod byen Kuda nær storbyen Kismayo – en strategisk vigtig havneby, 500 kilometer syd for landets hovedstad, Mogadishu, beretter lokale stammeledere til Pres TV.
Netop Pres TV kan viderebringe ubekræftede forlydender om, at dronen over Kudu kom fra en base i nabolandet Kenya, styret af teknikere fra Israel, en stat, der er tæt allieret med USA.
Den israelske regering skulle endvidere have sendt 13 militærrådgivere til Kenya i forbindelse med dette lands invasion af det sydlige Somalia i oktober – i den angivelige jagt på oprørere fra al-Shabaab-bevægelsen.
Talsmanden for Kenyas hær, Emmanuel Chirchir, indrømmede i går indirekte overfor det britiske dagblad The Independent, at udenlandske magter hjælper til, trods benægtelser fra både USA og Frankrig.
– Der er helt sikkert andre aktører med i dette scenario. (...) Alle ved, hvem der kæmper mod terroristerne.Det er de selvsamme kræfter, der altid bekæmper al-Qaeda, lød det fra talsmanden.
På Pres TV siger Somalia-kenderen, USA-journalisten Linh Dinh om USA’s mål.
– Med Libyen af vejen og Irak midlertidigt pacificeret, er opmærksomheden nu rettet mod blandt andet Somalia.
Ifølge en rapport fra det prisbelønnede online-nyhedsmagasin Alertnet, er USA’s droner over Yemen og Somalia styret fra baser i lande som Djibouti, Etiopien, Seychellerne og Saudi-Arabien.
I alt skulle der være 60 USA-ledte drone-baser verden over.


