Tilmeld dig vores RSS feed
Nogle droner er små og kun udstyret med et videokamera og kommunikationsudstyr. Andre er store fly udstyret med våben. | Foto: Defense News
- Annonce -

50 dronefly non-stop over Afghanistan

Civile kontraktansatte arbejder med droneoperationer i en »såkaldt dræber-kæde forud for at Hellfire-missilerne affyres«.

USA’s militær har hele tiden omkring 50 dronefly i luften over Afghanistan. Disse førerløse fly spiller en voksende rolle i amerikanske krigsførelse, og de er årsag til mange civiles død, når deres missiler affyres mod, hvad der opfattes som fjendtlige enheder eller individuelle personer.

En fejlbombning fra 2010, som kostede mindst 15 civile afghanere livet, er nu blevet analyseret, og rapporten rejser kritik af civile ansatte, der som kontraktansatte arbejder i en »såkaldt dræber-kæde forud for at Hellfire-missilerne affyres«, skriver McClatchy Newspapers.

I februar 2010 sad en kvinde ved sin computerskærm på militærbasen Hurlburt Field i Florida og fulgte med i samtidige videoptagelser fra en førerløs drone over Afghanistan. Billederne viste nogle biler med afghanske mænd. De holder noget i hænderne – måske våben, berettede kvinden, der var ansat til at analysere videoptagelserne. Hun sendte sin analyse og konklusioner til en militær officer på Creech luftbasen i Nevada. Herfra sendte officeren ordre til en amerikansk missilbase i Afghanistan om at sende missiler mod bilerne, hvis præcise lokalisering var oplyst med koordinater.

Men der var ikke væbnede oprørere i bilerne. Der var civile – blandt andet børn og unge mellem 7 og 15 år, fremgår det af rapporten.

– Hvem arbejder du for, spurgte generalmajor Timothy McHale, der forestod efterforskningen af drabet på de 15 civile afghanere.

Kvinden forklarede, at hun var ansat i det private firma SAIC Inc. Det er hun stadig den dag i dag, oplyser avisen, og tilføjer, at SAIC har 450 personer beskæftiget med at servicere driften af USA’s dronefly, og tjener 49 millioner dollar på kontrakten.

McHale vurderer, at der kan være en konflikt mellem den private virksomheds interesser og militæret. Men han påpeger, at det ikke er den civile kontaktansatte, der trykker på knappen:

– ... de foretager en vurdering, og det kan føre til en beslutning hos en officer om at affyre et missil, siger generalmajoren.

Et førerløst fly i luften opereres af omkring 170 personer mens et F15 fly med pilot kræver en bemanding på omkring 100.

Det amerikanske militær har i dag 230 droner, men har bestilt yderligere 730.

USA er langt fra alene om droneteknologien. Op til 50 lande bruger droner, skriver fredsaktivisten Darrell L Shahan på sin blog. Blandt landene er Kina, Rusland, Indien, Pakistan og Iran.

Relaterede artikler