Tilmeld dig vores RSS feed
Preben Mikkelsen blev 60 år. | Foto: Bille
Bisættelse

Preben Mikkelsen var aktiv kommunist og klassekæmper. Han var med i talrige faglige konflikter, kampen for international solidaritet og en af Arbejdrens mest trofaste støtter. Han blev blandt andet kendt som Danmarks eneste terrorsigtede pølsemand i sagen om Figthers+Lovers. Preben Mikkelsen døde den 21. december, 60 år gammel.

Preben Mikkelsen bliver bisat onsdag den 28. december klokken 13 fra Arbejdermuseet. Røde faner er meget velkomne.

I stedet for blomster opfordres man til at støtte Fighters+Lovers ved indbetaling til Sydbank reg. 6737 konto 1057257.

- Annonce -

Kære Preben...

Vennen og kammeraten Jan Mathisen mindes Preben "Pølsemand" Mikkelsen, som døde den 21. december.

af Jan Mathisen

Så skilles vores veje alligevel. Så længe vi selv var herre over det, var vores venskab ubrydeligt.

Nu har jeg alene minderne om det, vi havde sammen som venner, kammerater, fagligt aktive, partikammerater og politisk aktive.

Alt det som vi var sammen om. Både sammen med andre gode kræfter, men også alt det som vi alene var sammen om.

Klassekæmper

Jeg husker tydeligt, den første gang vi mødtes. Det var en mørk eftermiddag i februar måned 1995 i Solidaritetshuset i Griffenfeldsgade.

Du var fagligt aktiv i Lager- og Handelsarbejdernes Forbund. Du lagde ikke skjul på at du var stolt over dit medlemskab af L&H, af de tillidsposter du havde, og den uddannelse du som faglig klassekæmper havde fået i fagforeningen.

Anledningen til, at vi mødtes, var Ribus-konflikten, hvor du var en af de bærende kræfter i støttekomiteen i København. Det var en helt specielt konflikt, og den var også med til at forme vores særlige venskab.

Du kastede dig med alt din energi ind i støttearbejdet. Du var aktiv på blokaderne, i de mange busture til og fra Esbjerg. Du var med til at sætte dagsordenen i støttekomiteen, og sandelig om du ikke også ryddede forsiden i dagspressen, da Hardy Hansen mente, at du lå "til venstre for den lysende sti”! Årsagen var Krystalnatten i Esbjerg. Det var vist noget med knuste ruder i skruebrækkerbusserne.

 

Du var ateist, jeg er ateist, men alligevel tænker jeg på vores slogan fra Ribus-konflikten – vi mødes ved næste korsvej.

 

Senere kom støttekomiteernes opfordring til landets arbejdspladser om at ”lukke Danmark”. Det var dengang, vi standsede S-togene og morgentrafikken ind til København i flere timer. Og så var der naturligvis alle de aktiviteter, som vi lovede hinanden aldrig at fortælle andre om, og som vi mange gange i årene efter Ribus har grinet meget af.

Nu er du her ikke mere til at grine sammen med, så jeg må nøjes med mindet om en fantastisk tid. Og da jeg selv fik røven i vandskorpen, og havde brug for ubetinget opbakning, var du en fast klippe. Ingen løftet pegefinger, ingen bebrejdelse, ingen knive i ryggen, men loyal opbakning. Det var ikke den eneste gang jeg nød godt af denne egenskab.

Du fik også knyttet rigtig mange venskaber, især med Ribus-chaufførerne, for sådan var du jo også. Du var et ufattelig varmt og inkluderende menneske, som havde en særlige evne til at knytte venskaber, til at holde fast i dem og til at gøre disse venskaber til noget særligt. Jeg tror, vi er rigtig mange, der alle samme synes, vi havde et særligt venskab og kammeratskab med dig. Og det havde vi, fordi du var stor nok til at dele ud til os alle.

Kommunist

Efter Ribus kom vores tid sammen, hvor andre konflikter var en del af vores liv. Vi brugte mere end et år sammen, nærmest dag og nat i Nyhavns-konflikten. Herefter kom der andre større eller mindre konflikter som for eksempel skraldekonflikten i Århus.

Samtidig lærte jeg dig at kende som partikammerat, dengang i DKP/ML og senere i Kommunistisk Parti.

Især din kamp for at sikre det økonomiske grundlag for Arbejderen står rigtig skarpt i erindringen. I mange år var der jo ikke en Rød Sommerlejr eller en indsamlingsfest, hvor du ikke var primus motor i ”kinesisk lotteri”. Og der hvor vi andre troede, at nu kunne den ikke trække mere, fik du alligevel tryllet nogle ekstra hundredelapper op af folks lommer. ”Kinesisk lotteri” bliver aldrig helt det samme uden dig.

 

Især din kamp for at sikre det økonomiske grundlag for Arbejderen står rigtig skarpt i erindringen. ”Kinesisk lotteri” bliver aldrig helt det samme uden dig.

 

I 2002 fik jeg endnu engang brug for dit venskab. Jeg var i Palæstina, da Sharon og den israelske hær gik amok på den besatte Vestbred, og hele området var i undtagelsestilstand. Vi var nogle internationale fredsvagter, som brød det israelske militærs blokade af Fødselskirken i Betlehem.

Vi havde brug for at komme igennem til den danske presse. Det kunne du, og endnu engang fik du skabt store overskrifter. Jeg har den hængende på mit kontor. Ekstrabladet den 29. april 2002. ”Dansker i gadekrig i Betlehem” står der hen over hele siden.

Efterfølgende var du aktiv i Boykot Israel kampagnen, og selv til mit bryllup kom du i den orangefarvede T-shirt. Ikke bare fordi du som altid ville solidarisere dig med den undertrykte, men også for at glæde mig. Og glad blev jeg, da du kom i orange T-shirt og røde træsko.

Den røde pølsemand

I 2001 blev der sat en ny politisk dagsorden i Danmark, da vi fik en ny regering. Med den kom krigene imod Irak og Afghanistan. Senere kom de såkaldte antiterrorlove som kriminaliserede solidaritetsarbejde.

Med udgangspunkt i din pølsevogn ved Rigshospitalet blev begrebet ”den røde pølsemand” nu landskendt. Nu var du med i Oprør og Fightes+Lovers, der kæmpede for vores demokratiske ret til at støtte frihedsbevægelser verden over. Endnu engang kastede du dig helhjertet ind i kampen med de personlige ofre, der også fulgte med.

Vi er mange, der er glade for, at du, sammen de andre kammerater, var parat til at tage de personlige konsekvenser af kampen for vores alle sammens demokratiske rettigheder.

 

Vi er mange, der er glade for, at du, sammen de andre kammerater, var parat til at tage de personlige konsekvenser af kampen for vores alle sammens demokratiske rettigheder.

 

Sidst vi mødtes i denne sammenhæng var, da vi besøgte Anton Nielsen, som systemet burede inde i to måneder i Horserød.

Træt af krige, terrorlove og ødelæggelse af den kollektive velfærd deltog du aktivt i kampen for en ny politik. For os var der ingen tvivl om, at fagbevægelsens kampagne og især 3F's Skævt-kampagne var med til at gøre en forskel. Uden denne kampagne havde Lars Løkke stadig været regeringschef med alle de ulykker, han havde planlagt overfor arbejderbevægelsen.

Nu kan jeg se for mig, at du griner lidt smørret og spørger mig: ”Jamen har jeg slet ingen dårlige sider”! Ved du hvad, Preben – ligesom vi havde hemmeligheder sammen fra de mange konflikter, vi har deltaget i, så forbliver dette også en hemmelighed mellem os. Skal jeg afsløre en enkelt er det, at jeg savnede dig de sidste år til Brøndbys kampe!

 

Jeg vil huske dig for din varme og enorme offervilje for de små og undertrykte i denne verden. Verden bliver fattigere uden dig.

 

Hvad jeg vil huske dig for, er din varme og enorme offervilje for de små og undertrykte i denne verden. I den kamp var du en trofast og loyal ven, kammerat og klassekæmper. Jeg vil savne dig. Rigtig meget endda. Man skal passe på ikke at bruge for store ord, men for en gangs skyld tror jeg, at jeg rammer rigtigt, når jeg fortæller dig, at verden bliver fattigere uden dig.

Du var ateist, jeg er ateist, men alligevel tænker jeg på vores slogan fra Ribus-konflikten – vi mødes ved næste korsvej. Dengang var det i klassekampen, og det gav mening. Jeg vil love dig at udfylde bare en lille del af det tomrum, du efterlader ved fremtidens korsveje.

Mine tanker går også til din familie og til Lisbet, som jeg selv var så heldig at lære kende.

Æret være Prebens minde.

Relaterede artikler