Tilmeld dig vores RSS feed
Det er jo både det politiske system og toppen af erhvervslivet, herunder A.P.Møller-Mærsk, der ikke ønsker den her type produktion i Danmark. Per Andersen, fællestillidsmand på Lindø indtil i dag | Foto: Arbejderen
- Annonce -

Sidste mand lukker og slukker

Frustreret og ærgerlig, men med oprejst pande. Sådan forlader fællestillidsmanden på Lindø i morgen sin arbejdsplads for sidste gang.

Et patruljeskib til den danske flåde blev det sidste, der sejlede fra Lindøværftet på Fyn.

Værftet, der blev grundlagt i 1917, har indtil det sidste sat flere markante aftryk på ikke blot den danske men også den internationale skibsindustri. Det var blandt andet på Lindøværftet, at verdens største tankskib blev bygget.

I dag er det definitivt slut. Det har A.P. Møller-Mærsk besluttet.

– Det er sgu trist og svært at sætte ord på, er det første fællestillidsmand Per Andersen siger.

Patruljeskibet blev færdig før tid, og oveni leveret i en bedre standard end ordren lød på.

– Vi har endnu engang vist, at vi kan levere varen. Derfor kan vi gå ud af porten med oprejst pande og rank ryg, mener fællestilidsmanden.

Da A.P. Møller-Mærsk den 10. august 2009 kom med beskeden om at lukke Lindø, havde 2200 timelønnede en stabil månedlig indtægt på arbejdspladsen. Siden er de forsvundet ud gennem porten for sidste gang. Ni store fyringsrunder og en mindre er det blevet til.

Manglende vilje

– Det har været svært hver gang, men der har været nok at se til. For mit eget vedkommende har der ikke været tid til at blive deprimeret. Men siden i sommer, hvor hallerne er blevet rømmet i takt med, at skibene er blevet færdige, har det for alvor været hårdt. Jeg bliver sgu’ også en smule aggressiv, indrømmer Per Andersen overfor Arbejderen.

Han mener, det er en falliterklæring, at dem, han kalder »eliten i Danmark«, ikke har ønsket at bevare skibsproduktion i Danmark. Han ærgrer sig også over, at de heller ikke har vist vilje til at bevare og udvikle industriarbejdspladser her i landet.

– Det er jo både det politiske system og toppen af erhvervslivet, herunder A.P.Møller-Mærsk, der ikke ønsker den her type produktion i Danmark. De snakker så meget om at vise samfundssind. Det ansvar ligger ikke alene på lønmodtagerne. Erhverslivet har også et ansvar.

Den 52-årige tillidsmand gætter på, at cirka halvdelen af de fyrede værftsarbejdere har fundet andet arbejde. Nu stiller han selv op i køen sammen med tusindvis af andre arbejdsløse fynboer, men han tror, det bliver svært med tillidsmandstitlen på sit CV.

Bunden ud af samfundet

Lindøarbejderne har fået bevilget over 100 millioner kroner til efteruddannelse, og det er heller ikke penge på den konto, fællestillidsmanden efterlyser.

– Nej, problemet er, at der mangler en plan for, hvad vi uddanner folk til, og så mangler der job. Som situationen er lige i øjeblikket, vil erhvervslivet hellere investere nogle millioner eller milliarder i Østen end investere herhjemme. Jeg vil bare minde om, at det er med til at slå bunden ud af vores samfund, lyder det fra Fyn.

Mulighederne for at investere i nye job især indenfor vindmølleindustrien har været til stede, mener Per Andersen. I de kommende år skal der masser af havvindmøller op i Europa. Skibene, der skal bruges til det, kunne med fordel produceres på Fyn.

– Vi havde den viden og den arbejdskraft, der skal til.Den har vi ikke mere, for der er blevet tøvet for meget og for længe, siger Per Andersen.

Han vil »fejre dagen« og at Danmark er færdig som skibsbygningsnation ved at drikke et enkelt glas eller flere med de sidste kollegaer.

Relaterede artikler