Tilmeld dig vores RSS feed
Det var overvældende, hvor meget de unge zambianere engagerede sig i kampen mod klimaforandringerne. De er ganske klar over, at der ikke kommer nogle andre og gør det for dem. | Foto: UNICEF Danmark/Julie Troldborg
- Annonce -

Tilbageblik på klimakonferencen ZCCC3 i Zambia

Zambia er et af de lande, der bliver hårdest ramt, primært af oversvømmelser og tørke.

Af Minna Søe, UNICEF børneekspert

Selvom det snart er fire måneder siden, at jeg var til klimakonference i Zambia, tænker jeg meget ofte tilbage på alle de indtryk og oplevelser, som jeg fik. Vi var fire børneeksperter fra UNICEF dernede, og vi blev mødt af 300 engagerede zambiske børn fra landets ni provinser.

Konferencen bestod af flere elementer. Der var workshops om klimarelaterede emner såsom affaldshåndtering, katastrofeberedskab, energi med mere. Derudover var der kommunikations-workshops om, hvordan man kommer ud med sit budskab via radio, taler, artikler, teater og på andre måder. Desuden havde provinsgrupperne dagligt et par timer sammen, hvor de udarbejdede en plan, som blev præsenteret ved afslutningen af konferencen. Siden hen skulle den bedste fremlægges for Zambias regering.

Det var rigtig spændende at deltage i ZCCC3, og selvom klimakonferencen i sagens natur var alvorlig, var der alligevel højt humør hele ugen igennem og masser energizere (i form af kædedans). Vi havde alle zambiske værelseskammerater, som vi lærte at kende og hørte om deres liv og tanker.

Det var overvældende, hvor meget de unge zambianere engagerede sig i kampen mod klimaforandringerne. Men Zambia er jo også et af de lande, der bliver hårdest ramt, primært af oversvømmelser og tørke.

Det stod helt klart, at de zambiske unge ser det som deres opgave at ændre lokalsamfundene ét efter ét og på den måde ændre hele landet. De er meget bevidste om nødvendigheden af at handle, og de er ganske klar over, at der ikke kommer nogle andre og gør det for dem.

Jeg er meget imponeret af deres vilje og styrke og håber, at jeg altid vil huske dem og tage dem med mig.

Relaterede artikler