Tilmeld dig vores RSS feed
USA blev i sidste uge smidt ud af luftbasen Shamsi i Pakistan. Den er ellers blevet brugt til at optanke og reparere USA’s droner. USA har siden 2004 angrebet mål i Pakistan med Predator-droner 300 gange uden tilladelse fra Pakistan. Her USA-drone over Afghanistan. | Foto: ISAF
- Annonce -

Pakistan har fået nok af USA

Store demonstrationer mod USA's dronedrab i Pakistan. NATO-konvojer angrebet.

Forholdet mellem Pakistan og USA er på frysepunktet. Der er dagligt store demonstrationer i Pakistan, som kræver USA helt ud af landet, og de diplomatiske forbindelser helt afskåret.

Søndag angreb ukendte væbnede grupper en konvoj af NATO-tankvogne   på vej mod Afghanistan. Angrebet fandt sted 70 kilometer nord for byen Quetta i det sydvestlige Pakistan. Otte vogne blev sat i brand, skriver CNN. To dage før gik det ud over 30 tankbiler med benzin på en terminal i samme område.

Angrebene er taget til i styrke, fordi Pakistans regering har blokeret NATO’s to forsyningsruter til Afghanistan. Derfor står konvojerne stille og er oplagte mål.

Blokaden trådte i kraft, efter at amerikanske fly og helikoptere den 26. november angreb en pakistansk militærforlægning nær grænsen til Afghanistan og dræbte 24 pakistanske soldater.

I weekenden var der omfattende demonstrationer i Lahore, Karachi, Rawalpindi og hovedstaden Islamabad. Demonstranterne kræver stop for forsyningsruterne og evakuering af alle USA’s luftbaser i Pakistan. De opfordrer også landets regering til at afslutte alliancen med USA om den såkaldte krig mod terror, som de  mener har kostet 35.000 pakistanere livet siden 2007.

Hårdt presset af protesterne har Pakistans regering besluttet, at militæret har grønt lys til at nedskyde USA’s droner, hvis de passerer grænsen.

– Alle objekter, der trænger ind på vort territorium, inklusive USA-droner, vil blive anset som fjendtlige og skudt ned, siger en højtstående pakistansk militærkilde til tv-stationen NBC News.

USA har ikke officielt undskyldt angrebet.

– Men jeg kan absolut bekræfte, at vi ikke gjorde det med vilje, siger USA’ hærchef, Martin E. Dempsey til American Forces Press Service.

Dét afviser Pakistans tidligere hærleder Mirza Aslam Beg overfor den lokale avis Frontier Post og forklarer, at angrebet varede to timer, selv efter at pakistanske myndigheder havde oplyst USA’s ambassade om angrebet, minutter efter de første missiler var afskudt. Efter en pause fortsatte angrebet.

– ISAF (NATO-styrken i Afghanistan, red.) har tidligere angrebet pakistanske grænsesoldater (…) Denne episode er en del af en sammensværgelse mod Pakistan. Årsagen er frustration i ISAF, fordi koalitionen er ved at tabe krigen i Afghanistan, siger han.

Han mener, at det var en fejl og en ”synd” at Pakistan i 2001 støttede angrebet på Afghanistan. USA har i årevis beskyldt Pakistans militær og efterretningstjeneste for at beskytte afghansk Taleban i grænseområdet.

Relaterede artikler