Tilmeld dig vores RSS feed
Kyoto og Canada hører fortiden til, og som sådan vil påberåbe os vores juridiske ret til at trække os fra Kyoto, siger Canadas miljøminister Peter Kent. | Foto: pc.gc.ca
- Annonce -

Canada dropper Kyoto-aftale

Canadas konservative regering vil forlade Kyoto-aftalen, der skal sænke udledningen af CO2. Miljø-organisation kritiserer regeringen.

Knap var blækket tørt på klima-aftalen i Durban, før Canada løber fra en tidligere klima-aftale.

Selvom der på Klimatopmødet i Durban var enighed om at forlænge Kyoto-aftalen, der udløber med udgangen af 2012, så meddeler Canadas konservative regering, at den dropper ud af aftalen, der blev indgået i den japanske by Kyoto i 1997.

Landets miljøminister Peter Kent mener ikke, at aftalen »er en vej fremad for Canada«. Og det har regeringen aldrig ment. Premierminister Stephen Harper og hans parti  var imod aftalen allerede, da den tidligere regering forhandlede aftalen på plads.

– Kyoto for Canada tilhører fortiden, sagde Peter Kent.

Da Harper-regeringen kom til magten i 2006, gjorde den det klart, at den ikke agtede at overholde Kyoto-aftalen, selvom landet har skrevet under på aftalen. Nu bliver aftalen formelt opsagt til FN, lige før landet skulle levere varen i form af mindre CO2-udledning.

Det kan Canada ikke. Landet har forpligtet sig til at sænke sin udledning med seks procent under niveauet i  1990. I 2009 var udledningen steget med 17 procent i forholdt til niveauet i 1990, og i dag er det steget med en tredjedel, skriver BBC.

Regeringen forsvarer opsigelsen med, at USA ikke har skrevet under, samt at Kina og Indien heller ikke er med.  Begge lande var ulande i 1997 og er derfor ikke omfattet af aftalen.

Samtidig siger Peter Kent, at aftalen er for dyr. At opfylde Canadas forpligtelser vil koste over 76 milliarder kroner, mener regeringen. Og det vil  koste hver familie godt 9000 kroner.

Miljø-organisationen Sierra Club Canada er rasende.

– Peter Kent forstår ikke, hvilken dom, han idømmer vores børn – katastrofiske klimændringer vil koste dem langt mere, siger John Bennett leder af Sierra Club Canada.

Relaterede artikler