Fransk kommunist: »Vi har ikke tænkt os at give op«

René Barthes trækker straks den hvide T-shirt med portrættet af Karl Marx over hovedet.

Teksten »Her har i mig tilbage«, får franskmanden fra Middelhavsbyen Marseilles til at smile.

Det er godt med lidt rammende humor, og udtrykket er så sandt, som det er sagt, siger han, og er klar til interview med Arbejderen.

T-shirten har han fået af danske kommunister, de har trykt den.

René Barthes sidder på trappen i 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening i København. Han er inviteret gæst ved Kommunistisk Partis kongres, der holdes nede i salen i stueetagen.

René Barthes  repræsenterer organisationen »Pôle de Renaissance Communiste en France«. Dét betyder »Pol For Kommunistisk Fornyelse i Frankrig« (PRCF).

Organisationen opsamler aktive og revolutionære kommunister fra især Frankrigs Kommunistiske Parti – et parti, som ifølge Barthes, »desværre udvikler sig i reformistisk og socialdemokratisk retning«.

Barthes’ organisation har partiforbindelser med blandt andet Cubas Kommunistiske Parti og Grækenlands Kommunistiske Parti (KKE).

– Så længe, der er kapitalisme, vil der altid være modstand. Der vil også altid være kommunister, siger René Barthes, der selv blev revolutionær som ung, da USA bombede løs i Vietnam i slutningen af 1960’erne.

Kapitalisme knuser

René Barthes mener, at der i allerhøjeste grad er brug for mere modstand mod kapitalismen og imperialismen af i dag.

– I Frankrig dør der hvert år 400 mennesker af kulde, når frosten sætter ind om vinteren og elregningerne for eksempel ikke er betalt. Som aktivt menneske og socialt bevidst kan jeg ikke bare passivt se til, siger René Barthes og ser alvorligt frem for sig.

Han mener, at kapitalismen knuser mennesker på stribe.

– Rige franskmænd kan i dag forvente at blive syv år ældre end franske arbejdere. Og arbejderklassen knokler som aldrig før for kapitalisterne.  På blot 50 år er arbejdernes produktivitet femdoblet, siger René Barthes.

Han hiver et tal frem fra FN’s internationale arbejdsorganisation, ILO.

– Hvert tre-et-halvt minut dør en arbejder i EU-landene på grund af arbejdsforholdene. Det er 167.000 døde per år. Det er meget chokerende, siger René Barthes, der i 30 år var aktiv i Frankrigs Kommunistiske Partis Marseilles-afdelinger.

Han oplyser, at andelen af franske unge fra arbejderklassen, der starter på universitetet, er droppet til under 10 procent.

– Ligesom alle andre EU-lande som for eksempel Grækenland og Italien bliver den franske befolkning angrebet på beskæftigelsen, lønninger, offentlig service, pensioner og pensionsalder samt fagforeningsrettigheder. Det hele er dikteret af EU, siger René Barthes.

Der er også omfattende privatiseringer, hvor offentligt ejede virksomheder bliver solgt til private.

– Også regeringens flygtningelove er voldsomt diskriminerende. Vi nærmer os Vichy-tilstande, ligesom under Quislinge-regimets jødeforfølgelser i Frankrig under Anden Verdenskrig, siger René Barthes.

Modstanden

Men han forsikrer, at der bliver kæmpet imod.

– For et år siden havde vi generalstrejke mod regeringens nedskæringer, som er dikteret af EU. Vi har haft masser af fabriksbesættelser mod fyringer og udflytninger til udlandet.

– Et lille eksempel. Og det er ikke fra da vi blokerede 50 olieterminaler i Marseilles sidste år under generalstrejken. På den lille fabrik, Manos, der producerer gas, besatte arbejderne sidste år stedet. Midt om natten kom politiet for at smide dem ud, men straks mødte folk fra området op for at forsvare besætterne. Folk havde fået nok. Livet er blevet svært, følte de. Og der er noget galt.

René Barthes smiler. Ja, der kæmpes med næb og kløer, forsikrer han.

– Fra min egen region, Marseilles, der ligger ved Middelhavet, kan jeg nævne, at arbejderne ved Nestlé besatte fabrikken, da ledelsen ville lukke den. De fortsatte produktionen i et helt år og reddede 200 job, fortæller franskmanden.

Direktøren var i sin tid ikke tilfreds med profit på ni procent. Den var nemlig på 12 procent på fabrikkerne i Schweiz, sagde han. Derfor skulle fabrikken dø.

– Det er jo kapitalens logik, siger René Barthes, der er uddannet engelsklærer.

Han beretter desuden, at postarbejderne i Marseilles Andet distrikt gik i strejke mod fyringer og vandt efter 149 dages konflikt. Hver morgen havde de strejkende møde, for at koordinere kampen. Imponerende, siger han.

– Den store multinationale koncern Unilever presser forholdene for de ansatte i fødevarefabrikker og har svaret  med demonstrationer, strejker og protester i månedsvis, fortæller René Barthes.

Te-fabrikken Fralib i Marseille har været omdrejningspunkt for mange protester, idet Lipton ville lukke ned og flytte produktionen til Polen og Belgien.

Problemer

Men der er også malurt i bægeret, mener René Barthes.

– Kun 15 procent af hele arbejdsstyrken i Frankrig tilhører en fagforening. Det største LO, CGT – Confédération Générale du Travail –  med historisk tilknytning til kommunistpartiet havde i 1945 seks millioner medlemmer. I dag er medlemstallet lidt under én million, beretter franskmanden.

Han tilføjer, at CGT forlod den store internationale faglige sammenslutning WFTU i 1995 for at tilslutte sig den socialdemokratisk orienterede ITUC.

CGT’s formand, Bernard Thibault, sagde sidste år, at fagbevægelsen slet ikke havde styrken til at »sætte landet i stå med strejker«.

– CGT er ramt af reformisme og opgivenhed. Desværre. For ledelsen er det o.k. at organisere og protestere. Men kravene skal ikke gå for langt, mener de. Det må ikke pege i retning af at omskabe samfundet. Hvis vi nu havde haft et stærkt kommunistisk parti og alle fagforbundene var involveret i klassekampen, hvilket perspektiver ville det så ikke rejse?, spørger franskmanden og breder armene ud.

– Men med Frankrigs Kommunistiske Partis højreorientering er der åbnet en ladeport til højre, som de ekstreme kræfter forsøger at udnytte. Fascisterne i Front Nationale bruger nærmest en anti-kapitalistisk retorik, når de taler, beklager René Barthes.

Aggressiv regering

Den franske kommunist beklager også den stærkt reaktionære udenrigspolitik, som  franske regeringer fører.

René Barthes har ikke tal på de demonstrationer, han har deltaget i mod Frankrigs rolle i flere imperialistiske krige efter Anden Verdenskrig.

– Jeg ved ikke, om udenrigspolitikken er blevet mere aggressiv. Den har altid været ekstrem offensiv. I Irak støttede Frankrig USA og besættelsesstyrkerne ved at træne irakiske regeringssoldater efter Saddam Husseins fald. I Afghanistan blev Frankrig tvunget til at trække sig ud. I Libyen gik de så langt, som de kunne, og fik mange mennesker til at tro, at der måtte bomber til for at løse et humanitært problem. Absurd, siger René Barthes og ryster ivrigt på hovedet.

Han fortæller, at landet havde en stærk anti-krigsbevægelse før og under Irak-krigen, men at bevægelsen mod Libyen-krigen er meget »tynd«.

– Der er ellers masser at tage fat på. Se bare på NATO’s strategi med såkaldt »forebyggende angreb«, siger franskmanden.

Kommunisterne

Når talen falder på Frankrigs Kommunistiske Parti (PCF), ser René Barthes, vemodig ud.

Han tilhørte partiet siden slutningen af 1960’erne. Hans stedfar var kommunist, men blev deporteret af nazisterne under Anden Verdenskrig. Politik er kommet ind med modermælken.

– I 40 år var jeg med i PCF (Parti Communiste Français). Jeg var leder af distrikterne i Marseilles-området. Men partiet har gennem årene skiftet politik, blevet »blødere«, har opfundet nye teser, hoppet fra sted til sted, beklager Barthes.

PCF har i dag 15 medlemmer af parlamentets godt 500 pladser.

Allerede i 1979 droppede partiet på sin 23. kongres betegnelsen som et »marxistisk-leninistisk parti«, og slettede alle sætninger om arbejderklassens internationale solidaritet, traditionelt kaldet »proletarisk internationalisme«.

Tre år tidligere var sætningen »proletariatets diktatur » røget ud på den 22. kongres.

På den 28. kongres i 1994  røg alle henvisninger til den »demokratiske centralisme« som model for, hvordan partiet fungerer og er opbygget. Men det gik også ud over ordene »arbejderklasse«, »marxisme« og »socialiseringen af produktionsmidlerne«.

I 2004 deltog PCF i grundlæggelsen af det Europæiske Venstreparti, et europæisk politisk parti bestående af venstreorienterede partier.

– På 40 år er partiet gået fra at have 800.000 medlemmer til 200.000 i dag. Det er stadig en vis kraft, men alligevel et stort tab for den franske arbejderklasse. Mutationen, som vi kalder det, har været katastrofal, siger René Barthes, og ryster på hovedet.

»Mutationen«

»Pôle de Renaissance Communiste en France« arbejdede fra starten af 1990’erne indenfor PCF.

– En række af de store historiske skikkelser i den franske kommunistiske bevægelse sagde, sammen med mange unge medlemmer, omkring 1990 stop for udglidningen og opfordrede til en kommunistisk genfødsel, fortæller René Barthes.

En af »veteranerne« var den nu 90-årige Henri Aleg,  der blev udsat for tortur af franske soldater under Algeriet-krigen 1954-62. En anden var den også 90-årige George Hage, som var medlem af det franske parlament for PCF indtil 2007 og tilmed viceformand for dette parlament tilbage i 1988-95.

 – Vi sagde alle, nej til mere udskridning. Men mange medlemmer var og er slet ikke skolede i socialistisk teori, så det var og er svært. For mange er sådan en som Lenin en præ-historisk person uden et aktuelt budskab, konstaterer René Barthes, og gør en opgivende bevægelse med armene.

– Men der er da stadig debat i PCF, tilføjer han så.

Men beretter så, at de fleste aktive kommunister har meldt sig ud eller arbejder i fagbevægelsen, skuffede over »mutationen«.

Ordet »mutation« er et begreb, den tidligere formand for PCF i 1990’erne, Robert Hue, brugte.

PCF har nu droppet at stille op til præsidentvalget næste år. De bakker om om en såkaldt Venstre-front, og har valgt socialdemokraten Jean-Luc Mélenchon som kandidat, beretter René Barthes.

– Ja, udsigterne for kommunisterne og dém, der vil omdanne samfundet radikalt, ser umiddelbart ikke gode ud, men vi er alligevel i fremdrift. Bare vent. Vi mangler blot en afgørende revolutionær kraft for at lede kampen for et helt andet samfund. Kampene er der, men folk er forvirrede og frustrerede. Men vi ved, at fremtiden tilhører kommunismen, slutter René Barthes optimistisk.