Lille band med store ord
Den nye CaféScene på CaféTeatret i Skindergade får fornemt besøg i morgen, når det musikalske kollektiv WAZZABI er gæster. Det er de to musikere og producere Thor Madsen (guitar, keyboard) og Anders Hentze (trommer) der udgør kernen i det lille band, der oser af cool New York sound og sydende brasilianske rytmer.
Aftenens gæstestjerne er forfatter, instruktør og rektor for Forfatterskolen, Pablo Llambías, som har optrådt med gruppen i over ti år. Han er aktuel med poetiksamlingen Monte Lema. 26 af disse tekster er blevet til en cd med WAZZABI-kollektivet. Desuden deltager billedkunstner Kaspar Bonnén, der senest udgav digtsamlingen Skabelser.
Koncert og oplæsning. CaféTeatret lørdag 3. december kl. 20


