Tilmeld dig vores RSS feed
Medierne ynder at kritisere grækerne for selv at bære ansvaret for deres økonomiske vanskeligheder, og at de angiveligt »har levet over evne«. Nu viser det sig, at en del af Grækenlands problem består i, at Tyskland tjener tykt på den høje rente, som grækerne må punge ud med. | Foto: Dimitri Sofianos/KKE
- Annonce -

Grækerne betaler tysk skattelettelse

Den tyske stat har tjent ni milliarder euro under krisen på grund af lav rente. Fortjenesten er omsat til en skattelettelse.

Tyskland tjener milliarder på finanskrisen i eurozonen. En økonom ved den belgiske ING Bank har beregnet, at den tyske stat har tjent omkring ni milliarder euro – svarende til op mod 70 milliarder danske kroner – på krisen de seneste to år.

Det er de svage økonomier med Grækenland i spidsen, der betaler prisen.

– I lang tid har tysk økonomi været en af de få, som drager fordel af gældskrisen, siger økonom Carsten Brzeski fra ING Bank til netavisen EU-observer.

Det, der sker er, at mange investorer flytter deres penge i sikkerhed.

Væk fra de svage økonomier og hen til de stærke. Og tyske statsobligationer betragtes som noget af det mest sikre, man kan placere sine penge i. Derfor kan den tyske stat få dække sit lånebehov til en ekstrem lav rente. Det samme gælder Tysklands private erhvervsliv, hvis fortjeneste dog ikke er beregnet.

Mens renterne på græske statsobligationer er tocifrede og Italien skal af med omkring syv procent i rente for at skaffe penge, så kan Berlin nøjes med at betale 1,7 procent for lån med en løbetid på ti år, og det er næsten helt gratis for tyskerne at låne penge med en løbetid på seks måneder. Her er renten helt nede på 0,08 procent.

Investorer ønsker tilsyneladende at placere deres penge sikkert, mens de håber at krisen klinger af inden for en overskuelig fremtid.

– Den fortsatte kapitalflugt til sikre papirer forkæler [den tyske] regering med uventede gevinster, påpeger økonomen Brzeski.

Han konstaterer, at den tyske regering netop har vedtaget en skattelettelse for 2013 og 2014 på omkring otte milliarder euro.

– Det ser næsten ud til, at grækerne har finansieret den lille tyske skattereform, siger den belgiske økonom.

Frankrig ligger mindre heldigt end Tyskland og må betale omkring tre procent for at optage lån med en løbetid på 10 år. Der er rejst tvivl om fransk økonomis styrke. Det hænger ifølge medierne sammen med, at franske banker ligger inde med meget store beholdninger af græske statsobligationer, som med den seneste gældsaftale mellem EU og Grækenland mister 50 procent af sin værdi.

Dertil kommer, at den franske bank Credit Agricole ejer 67 procent af den græske storbank Emporiki, som sammen med hele den græske økonomi er i store vanskeligheder.

Relaterede artikler