HK-kogres gik på gaden: Kræver forhadt regel afskaffet
50 procents reglen skal væk.
Sådan lyder hovedkravet for HK/Privat, når overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked går i gang til foråret.
– Jeg har den allerstørste forventning til, at vores forhandlere i CO-industri vil kæmpe med næb og klør for vores sag, sagde Karin Retvig, sektorformand for HK/Privat, da hun i søndags aflagde sin beretning på HK/Privats kongres i Kolding.
HK er som det eneste fagforbund omfattet af reglen, der betyder, at arbejdsgiveren kan nægte de ansatte en overenskomst, hvis ikke mindst halvdelen på en arbejdsplads er medlem af HK. Forbundet skønner, at reglen afskærer op mod 100.000 fra at være omfattet af en overenskomst.
Kravet om at afskaffe 50 procents reglen får opbakning fra LO. Da næstformand Lisette Risgaard søndag overbragte LO’s hilsen til kongressen, sagde hun:
– Vi forstår jeres frustration over 50 procents reglen. Den er diskriminerende, og den skal væk. Der skal ikke herske tvivl om, at vi vil støtte jeres krav om, at 50 procents reglen skal fjernes ved de næste overenskomstforhandlinger.
Afskaffelsen af den forhadte regel stod også øverst på listen ved de forrige overenskomstforhandlinger, men overlevede på trods af et nej fra HK’erne og en rekordhøj stemmedeltagelse.
For at sætte trumf bag kravet gik over 500 HK’ere i går eftermiddags gennem Koldings gader bevæbnet med skilte og bannere. Forinden vedtog kongressens 358 delegerede en udtalelse, hvori de anbefaler medlemmerne af HK at stemme nej, hvis ikke 50 procents reglen er fjernet i det overenskomstresultat, som skal til afstemning.
I sin beretning slog Karin Retvig fast, at overenskomsterne denne gang også skal sikre medlemmernes realløn.
– Vi fik intet i 2010. Derfor er der en vis forventning til 2012. Måske ikke lønfest - men i hvert en bevarelse af folks realløn må være et absolut minimum, sagde Karin Retvig i sin sidste beretning i HK-regi.
I dag skal kongressen vælge både ny sektorformand og sektornæstformand.


