Advokat: Klimaregister ulovligt
Politiets COP15-klimaregister over de 944 demonstranter, der blev administrativt frihedsberøvet under den store, folkelige demonstration den 12. december 2009 under klimatopmødet i København, er ulovligt.
Det sagde Hanne Reumert i Østre Landsret i går. Hun er advokat for 104 af de masseanholdte, der kræver erstatning.
Politiet har oprettet det særlige COP15-register ved at indhente oplysninger via det interne arbejdsregister, PolMap, der har til formål at indsamle oplysninger om kriminalitet til brug for statistik.
–Det særlige COP15-register er ikke lovligt. Du må ikke indhente dybt personlige oplysninger med ét formål, eksempelvis at få overblik over den geografiske fordeling af kriminaliteten herhjemme, og så putte oplysningerne over i et andet register med et helt andet formål, lød det fra Hanne Reumert.
Det er en særlig efterforskningsenhed i Københavns Politi, der har brugt timevis på at indsamle oplysningerne om de mange borgere, der kræver erstatning, fordi de blev tilbageholdt i timevis uden grund. Udover at indhente oplysninger fra egne arbejdsregistre har politiet indhentet personlige oplysninger fra demonstranternes Facebook-profiler og fra eksempelvis højreekstreme hjemmesider.
Senere i denne uge skal landsretten tage stilling til, om politiets forsvarer, kammeradvokat Sune Fugleholm, må læse op af de mange, dybt personlige oplysninger fra COP15-registeret.
Sune Fugleholm vil læse op af i alt 37 personrapporter fra COP15-registret.
– Det siger noget om den enkelte, at man så mange gange har været i kontakt med politiet. De har været sigtet for at overtræde maskeringsforbuddet og for hærværk og graffiti. De fulgtes ad sammen med den sorte blok. De havde samme ærinde:De ville lave ballade på Amagerbrogade, mener kammeradvokaten.
Ifølge advokat Hanne Reumert er der en række fejl i COP15-registret. Eksempelvis står en af hendes klienter opført for at være kommet med dødstrusler mod en betjent under en demonstration. Men den unge blev senere pure frifundet. Andre af hendes klienter står opført for at være blevet administrativt tilbageholdt i forbindelse med flere demonstrationer, hvor retten efterfølgende har tilkendt de tilbageholdte store erstatninger, fordi de blev uretmæssigt frihedsberøvet.
Udover de 944 demonstranter har politiet registreret yderligere 350 personer, selvom de ikke har været frihedsberøvet eller er en del af erstatningssagen.


