EU-alliance mod oprørske grækere
EU og de to store partier i Grækenland går nu sammen for at få krammet på den oprørske græske befolkning, vurderer græske kommunister:
– Det virker som om hele det politiske system allierer sig med Merkel og Sarkozy og planlægger en teknokratisk regering baseret på »nationalt sammenhold«, siger Errikos Finalis fra Grækenlands Kommunistiske Parti til den norske avis Klassekampen.
Natten til i går meddelte Grækenlands socialdemokratiske regeringsleder Papandreou, at han opgiver planerne om at gennemføre en folkeafstemning om den aftale, som han indgik med EU i sidste uge.
Aftalen åbner fra at halvere Grækenlands gæld mod at landet til gengæld gennemfører nye store nedskæringer og privatiseringer.
Aftalen er forhadt i den græske befolkning, der ikke vil betale for en gæld, som den påpeger andre bærer skylden for. EU-ledere har kritiseret Papandreous idé og børserne har reageret med kursfald.
I går tydede det på, at det socialdemokratiske regeringsparti nu går i retning af at danne en samlingsregering med det konservative parti Ny Demokrati, som støtter aftalen med EU, skriver nyhedsbureauerne.
Det er denne løsning EU-toppen har presset på for i flere måneder.
De græske kommunister har kritiseret Papandreous plan om at gennemføre en folkeafstemning. Det ville være politisk afpresning af befolkningen, forklarer en herboende græske kommunist. I stedet ønsker kommunisterne valg.
– Ifølge den seneste meningsmåling får regeringspartiet kun 14 procent støtte. Det er udemokratisk at et parti med så lidt opbakning skal tage så vigtige beslutninger, siger Panos Apergis til Arbejderen.
Derfor kræver Grækenlands Kommunistiske Parti valg.
– Hvis der kommer valg nu bliver kommunisterne måske det andetstørste parti, og det prøver de at undgå, siger Panos Apergis.
Fredag aften efter Arbejderens deadline skulle der gennemføres en tillidsafstemning til Papandreou-regeringen i Grækenlands parlament. Den kan føre til regeringens fald og nyvalg.


