Fagforeninger udfordrer markedskræfter
Det danske samfund kan ikke nøjes med at producere symboler og være et videnssamfund, men må fastholde fysisk produktion for at kunne begå sig i fremtiden.
Det er udgangspunktet for den faglig konference, der afholdes i Odense i morgen.
Bag konferencen står 45 fagforeninger og faglige organisationer i det såkaldte »Kan det virkelig passe«-initiativ, der samler faglige tillidsfolk til diskussioner om fagbevægelsens udfordringer.
Morgendagens konferencen stiller spørgsmålet: »Kan det virkelig passe …at man blot skal tilpasse sig markedskræfterne?«.
– Ustyrede markedskræfter betyder, at op mod en fjerdedel af byggehåndværkerne ikke længere har et regulært arbejde – selv om klimakrisen skriger efter klimarenoveringer og miljøinvesteringer, siger Anders Olesen, formand for Byggefagenes Samvirke i København, der er en del af initiativet.
Anders Olesen vil på konferencen fremlægge en klimarenoveringsplan, der er selvfinansierende og kan skaffe 20.000 job i byggebranchen årligt.
Uddannelse og forskning
Mikael Bay Hansen, der er leder af formandssekretariatet i Dansk Metal, vil på konferencen argumentere for, at uddannelse og forskning er afgørende for fastholdelse af danske industriarbejdspladser.
– Industrien er nødt til at være på forkant med de globale udfordringer. Det nytter ikke at forsøge at beskytte sig med mure, men vi må i stedet for satse på en progressiv erhvervspolitik gennem mere uddannelse og forskning, siger han.
Han peger især på et systematisk uddannelsesløft som nødvendigt.
Job gennem modvækst
John Holten-Andersen, lektor på Danmarks Tekniske Universitet og aktiv i Græsrøddernes Netværk for Bæredygtig Omstilling, vil på konferencen argumenter for skabelse af 100.000 jobs på grundlag af »modvækst«, det vil sige omlægning af produktion til økologisk bæredygtige principper.
– Problemet er, at det ikke kan klares med et snuptag, men vil være et langt sejt træk. Det kræver nye værdier og initiativer nede fra, der først på sigt kan omlægge produktionen af fødevarer, energi, transport og byggeri til økologiske principper. Men netop derfor må man i gang nu, siger han.
Øvrige oplægsholdere på konferencen er Mette Carstad, Arkitektforbundet, Knud Andersen, Levende Hav, Mads Andersen, gruppeformand Industrigruppen 3F, og Ole Busck, lektor Aalborg Universitet.
Der vil desuden være paneldiskussion og debat med en række politikere.
Konferencen foregår hos HK Midt i Odense kl. 9.30-16. kandetvirkeligpasse.dk


