Honduras er værre end Irak

Det lille land Honduras i Centralamerika er ganske ukendt blandt de fleste. Måske har nogle bemærket, at deres banan kommer fra Honduras. De seneste to år har en del nok noteret sig, at der var et kup mod landets valgte præsident Manuel Zelaya, og at der nu er uro og modstand mod kuppet.

– Jeg var nødt til at starte med at fortælle, hvor landet ligger, når jeg holdt foredrag i Sverige, siger José Luis Espinoza, da han en sen eftermiddag fortæller om sit land hos fagforbundet 3F.

Så det gør han også i Vester Voldgade i København, hvor en lille kreds af interesserede lytter, mens Jesper Nielsen fra 3F Solidaritet og Bistands-teamet tolker.

Af hans historie kan man fastslå, at Honduras i den grad har brug for forandring. Og man kan konkludere, at stærke kapitalkræfter i ind- og udland er klar til at dræbe for at forhindre denne samfundsmæssige forandring. De er klar til massemord og de gør det.

– Der er 3,5 millioner honduranere i den arbejdsduelige alder, fortæller Espinoza, som er uddannet sociolog, og altså har forstand på samfunds social sammensætning og funktion.

– To millioner er arbejdsløse og 700.000 er underbeskæftigede.

Hans beretning er nem at tilegne sig. Den kræver ikke nogen universitetsgrad at forstå. Den lægger derimod op til, at man gør noget. Og det er da også formålet med Espinozas besøg i Sverige og Danmark.

Der er brug for oplysning og solidaritet. For befolkningen i Honduras kæmper en ulige kamp for forandring.

– Seks ud af ti honduranere klarer sig for en indtægt på under to dollar om dagen. Halvdelen af dem overlever for under blot én dollar om dagen.

Mange overlever ikke. For hver dag – hver dag! – dør 17 mennesker i Honduras af sult eller banale sygdomme.

Værre end Irak

En sådan elendighed er der nogle, som gør modstand imod. Men i Honduras er det livsfarligt at strejke, demonstrere og tale højt om, at man ønsker et andet samfund.

– Sidste år led 77 mennesker ud af hver 100.000 indbyggere en voldelig død. I år – blot indtil september – er andelen oppe på 86 for hver 100.000 indbyggere.

Sociologen stikker næsen frem.

Men de lidt akademiske tal bliver suppleret med oplysningen om, at det er en højere rate for voldelig død end i lande som Irak og Afghanistan!

Med knap syv millioner indbyggere betyder det, at op mod 6000 mennesker har lidt en voldelig død i år, indtil nu.

– 84 procent af dem er blevet dræbt af lejemordere. Måske skulle vi overveje at starte en fagforening for lejemordere, siger José Luis Espinoza med skævt, sørgmodigt smil.

En af hans mål med besøget i Norden er at skaffe faglig støtte til opbygning af en stærkere fagbevægelse i Honduras.

Han har lige et enkelt tal mere til beskrivelsen af Honduras.

– Hver time udvandrer eller flygter 20 mennesker fra Honduras. Det bliver 160.000 om året. De slutter sig til den mere end én million store honduranske befolkning i eksil.

Zelaya vandt

I december 2005 vandt den liberal politiker Manuel Zelaya præsidentvalget i Honduras.

Det skulle blive starten på godt tre år med sociale fremskridt. Derefter et kup. Siden kuppet i sommeren 2009 har landet været inde i en voldsom og blodig udvikling, med myndighedernes forsøg på at tilbagerulle de sociale forbedringer, der fandt sted under Zelaya.

I 2006 kom det bag på de fleste, at Zelaya »sprang ud« som en folkets politiker.

Han kom fra det ene af de to store partier, som på skift har styret Honduras i 100 år; nemlig Det Liberale Parti, som primært repræsenterer storkapitalens interesser.

Det andet parti er Det Nationale Parti, som repræsenterer det nationale småborgerskab.

Sådan skærer José Luis Espinoza tingene lidt kort og firkantet ud.

Inden han kommer til at fortælle om de forbedringer, som Zelaya fik gennemført, skal han lige omkring en grundlov, som blev vedtaget i 1981. Heri er der nemlig en række paragraffer, der kom til at spille en skæbnesvanger rolle den 26. juni 2009, da militæret rykkede ind i præsidentpaladset og tog Manuel Zelaya med for nogle timer senere at sætte ham på et fly ud af landet. Flyet lettede fra startbane på USA’s militærbase i Honduras.

– I kølvandet på Sandinisternes sejr i Nicaragua (i 1979, red.) skifter USA politisk strategi i en række lande i Centralamerika. Militærdiktaturer afløses af civile regeringer, som baserer sig på en civil grundlov, forklarer Espinoza.

Det er naturligvis ikke USA, der direkte skriver Honduras’ nye grundlov, men USA’s indflydelse er stor, og de to store partier i landet er enige om, at indføje i grundloven nogle paragraffer om at »Honduras er et demokratisk land«, og at »samfundsformen er evig« og at »forsøg på at forandre samfundsformen er forrædderi mod nationen«.

José Luis Espinoza kigger rundt, inden han springer 28 år frem til juni måned 2009, hvor Manuel Zelaya er præsident i Honduras.

– Han hævede mindstelønnen 80 procent. Han fik nationaliseret landbrugsjord, som blev fordelt til jordløse bønder og landarbejdere. Han fik sænket prisen på brændstof. Espinoza remser op.

Det med brændstof kræver en forklaring.

Nye venner og fjender

Traditionelt havde olieselskaber fra USA leveret brændstof til Honduras og både selskaberne og lokale distributører tjente gode penge.

Zelaya besluttede at sætte indkøbet af brændstof i international licitation. Venezuela vandt licitationen. Både med lav pris og med fordelagtige betalingsbetingelser.

Præsident Zelaya krævede efterfølgende, at mellemhandlerne også satte prisen ned, så forbrugerne fik del i gevinsten.

Zelaya blev ven med Venezuelas præsident Chávez, men fik omvendt stærke fjender hjemme og mod nord.

Honduras blev medlem af ALBA-samarbejdet, hvor Cuba, Venezuela, Bolivia, Ecuador, Nicaragua og tre caribiske østater handler og samarbejder på basis af solidaritet og gensidig fordel. Det gav nye sociale fremskridt blandt landets fattige, men skærpede også modsætningerne i landet.

For at skabe et bedre lovgrundlag for social fremgang i Honduras ønskede Zelaya at ændre grundloven. Derfor besluttede han, at afholde en vejledende folkeafstemning om indkaldelse af en grundlovgivende forsamling.

Da han satte det i værk i forbindelse med parlaments- og lokalvalg i juni 2009 dømte landets højesteret det i strid med forfatningen af 1981:

– Forræderi mod nationen. Anfægtelse af grundlovens bestemmelse om at samfundssystemet er evigt, forklarer José Luis Espinoza.

Den 26. juni om morgenen fandt kuppet sted.

Modstandsfront danner parti

Espinoza springer et par år længere frem.

For det er den aktuelle politiske kamp, der skal fokus på inden tiden er gået.

Efter kuppet opstod en national modstandsfront mod kuppet (FNRP). Den mobiliserer modstanden i hele landet. Men på det seneste har den besluttet at stifte et politisk parti, som skal stille op ved det kommende parlaments- og præsidentvalg i slutningen af 2013.

Efter to år med modstand mod kuppet er der gennem en mægling, som præsidenterne fra Venezuela og Colombia har samarbejdet om, indgået en aftale, som modstandsfronten nu bygger på. Derfor har frontens medlemmer besluttet at danne et parti og også gå ind i den parlamentariske kamp.

Cartagena-aftalen

Den såkaldte Cartagena-aftale åbnede for, at den kuppede Manuel Zelaya kunne vende  hjem, hvilket han gjorde i starten af juni.

Desuden fastslår aftalen:

* at Honduras genoptages i Organisationen af Amerikanske Stater.

* at den regering, der kom til magten ved et omdiskuteret valg i november 2009, anerkendes internationalt.

* at der kan indkaldes en grundlovgivende forsamling.

* at man vil respektere menneskerettighederne.

Det sidste sker slet ikke, understreger José Luis Espinoza, der er aktiv i modstandsfronten og har deltaget i to store kongresser afholdt i juni og september, for fronten har besluttet at danne den folkelige modstands parti: PRP – Partido Resistencia Popular.

Det er en bred front. Den samler folk fra venstrefløjen, fra fagbevægelsen, menneskeretsaktivister, bønder og landarbejdere samt småborgerskab og små erhvervsdrivende. Demokratisk sindede mennesker, som ønsker social forandring.

Manuel Zelaya er en af partiets frontfigurer.

Partiet er nu ved at skrive sit program.

Espinoza er forhåbningsfuld, men stærkt bekymret over den omfattende politiske vold i hjemlandet, og at der er så ringe et internationalt kendskab til det blodige kup-regime.

– Derfor arbejder modstandsfronten på at alle de organisationer, der er med i fronten og det nye parti, udvikler de bedste og tætteste forbindelser til tilsvarende organisationer over hele verden, slutter Espinosa og kigger rundt.

Invitationen er afleveret. Appellen eller nødråbet, om man vil, skal nu opfattes