EU-sag truer dumpingkontrol
Den minimale kontrol, der i øjeblikket foregår af udenlandske firmaer med udstationeret arbejdskraft i Danmark, kan meget vel blive kendt ulovlig af en EU-dom, der er på vej.
EU-kommissionen har anlagt sag mod Belgien, fordi landet har et register, som alle udenlandske firmaer skal melde sig til, før de lovligt må udføre arbejde i Belgien.
En sådan forhåndsregistrering er i modstrid med EU-retten, fordi den hviler på en formodning om, at de udenlandske firmaer er svigagtige, mener EU-kommissionen.
Det belgiske register og reglerne for anmeldelse minder meget om det danske RUT-register, som udenlandske firmaer også skal melde sig til, før de kan arbejde i Danmark. Og der er en forklaring på ligheden, oplyser Klaus Pedersen, cand. jur. ved Københavns Universitet og ekspert i EU-arbejdsmarkedsforhold.
– Det danske RUT-register er bygget op over den belgiske model. Der var faktisk danske embedsmænd dernede, da loven om RUT-registeret skulle skrues sammen, siger han til Arbejderen.
Den åbenlyse danske interesse i sagen har da også fået den danske regering til at gå ind til støtte for den belgiske regering i sagen, som endnu ikke er behandlet af EU-domstolen.
Der er især to forhold ved den danske registrering, som kan give problemer, hvis det ender med en EU-dom mod Belgien, oplyser Klaus Pedersen.
– Det ene er, at den, der køber ydelsen af det udenlandske firma, altså hvervgiveren, har pligt til at kontrollere, at virksomheden har tilmeldt sig RUT-registeret. Både hvervgiver og firma kan straffes med bøde, hvis det ikke er sket. Dertil kommer, at også enkeltmandsfirmaer har pligt til at lade sig registrere, forklarer Klaus Pedersen.
De krav gælder ikke for alle områder, men for byggesektoren og den grønne sektor. Danmark kan få problemer med at opretholde de to krav ved en EU-dom mod Belgien, vurderer EU-arbejdsmarkedseksperten.
Byggefagforeningerne i BAT-kartellet, der kræver øget kontrol med de udenlanske byggefirmaer, frygter for den kommende EU-dom.
– Hvis EU-kommissionen kommer igennem med kravet mod Belgien, kan det få store, negative konsekvenser for RUT, siger Gunde Odgaard, sekretariatschef i BAT-kartellet til Fagbladet 3F.


