Palæstinas tabte ti-år

af Peter M. Johansen, det norske dagblad Klassekampen.

Tyve år med forhandlinger har ikke ført til noget; hverken en stat eller accept af folkeretten så flygtningene kunne vende tilbage.

De selvkritiske indrømmelser er lette at finde i den politiske basar i Ramalla på Vestbredden. De kommer fra den centrale ledelse i PLO og Fatah, og de lyder kraftigere, når man bevæger sig ud på gaden i Palæstina.

– Jeg mener, at den største fejl, som blev begået med Oslo-aftalen var at anerkende Israel uden at kræve en gensidig anerkendelse af Palæstina. Det betød, at de besatte områder blev »omstridte områder«, siger Husam Zomlot, der er nummer to i Fatah’s udenrigspolitiske kommission til Klassekampen.

Modig af Abbas

Jeg kræver ikke, at Hamas skal anerkende Israel. Det er et spørgsmål for PLO og [kravet om at Hamas anerkender Israel er] blot en undskyldning for at afspore forhandlingerne, lyder det som en direkte udfordring til Kvartetten vedrørende Mellemøsten fra PLO’s tidligere repræsentant i Storbritannien (2003-08).

– Se nu på Likuds program, siger Zomlot.

Likud er det parti, som Israels ministerpræsident Benyamin Netanyahu leder.

– Det omtaler Judæa og Samaria som gudgiven land på partiets hjemmeside om det jødiske hjemland. Her står, at den palæstinensiske stat er Jordan.

– At Abu Mazen (præsident Mahmoud Abbas, red.) satte en stopper for forhandlingerne ved at stå fast på vores betingelser, var modigt. Vi afviser den økonomiske afpresning, siger manden, der er ekspert i politisk økonomi i konflikter og har eksamen fra University of London.

Han tror, at Israel anser Abbas og Fatah som den største trussel og ikke Gaza-lederen Mahmoud al-Zahar og Hamas og at Israel frygter landets internationale legitimitet bliver svækket.

– Hvis jeg var israeler ville jeg være meget bekymret. De havde Egypten og Tyrkiet i regionen. I løbet af få måneder er alt revet ned.

Besættelsen har været »komfortabel« for Israel, mener Zomlot, og bruger et begreb, som går igen i mange politiske samtaler: »en femstjernet besættelse«.

– Selvstyremyndighederne (PA) har sørget for sikkerheden for besættelsen og bosætterne! Vi er under en fuld og absolut besættelse. De kan komme herind i dette minut og arrestere os. Omkostningerne ved besættelsen er lig nul. Og samtidig profiterer Israel på at bruge landet og vandet i halvdelen af Vestbredden.

– Mens Israel er kommet igennem med det hele, har vi fået en smule kompensation fra det internationale samfund, og sidder nu tilbage i fem adskilte områder. Det er en proces for denationalisering.

Tyve års bedrageri

Zomlot deler opfattelsen af, at 20 år med forhandlinger siden Madrid-konferencen i 1991 ikke har ført fremad.

– Til syvende og sidst handler det om magtbalancen. Forhandlingerne har været fuldstændigt ubalancerede. Forhandlinger foran et geværløb. Og hvad har vi fået? Flere bosættelser og mere besættelse.

– Vi sad fast i bedrageriet i 20 år. Hele Oslo-processen var et narrespil. Vi er blevet fodret med så mange tomme løfter, og sidder nu tilbage med apartheid-plus, siger Zomlot, der i forsommeren viste en delegation fra ANC i Sydafrika rundt på Vestbredden.

De palæstinensiske politikere snakker stadig oftere om apartheid-staten Sydafrika i deres forberedelser med at rejse Palæstina-konflikten ved FN’s Generalforsamling.

– Nu må vi gøre besættelsen ubehagelig. Vi har prøvet alt: Ikkevold under den første intifada, vold under den anden. Det førte ikke frem.

Israel har verdens fjerde-største hær. Israel har gjort Palæstinas socioøkonomiske rum mindre og har med muren de facto annekteret Østjerusalem. 220.000 palæstinensere er fanget på de 17 procent af Vestbredden, som muren har skåret fra.

– Hvad gør vi så nu?

– Folk i Bil’in og andre landsbyer på Vestbredden startede oprøret længe før »det arabiske forår«, og har vundet mange erfaringer. Vi har brug for en anti-apartheidbevægelse og brug for at komme moralsk i offensiven.

– Israel må træffe nogle beslutninger nu, hvis de ønsker at være en del af regionen, siger Zomlot.

Han kom til Ramalla fra USA for godt et halvt år siden. I USA fik han et førstehånds kendskab til Israel-lobbyen AIPAC, til kristen-zionisterne og liberale jøder.

– Vores partnere er solidaritetsbevægelsen, fagbevægelsen og masseorganisationerne. Israel ønsker, at vi er splittede. Men hvis Israel ønsker fred, hvorfor så kun med halvdelen af det palæstinensiske samfund. Man slutter fred med fjender – ikke venner.

Sagen op i FN

Jamal Muhasien fra Fatah’s centralkomite og medlem af partiets internationale afdeling har været på rundtur med USA’s udsending Dennis Ross og med David Hill, der er assistent for George Mitchell, som for nyligt smed håndklædet i ringen og stoppede som Obama-administrationens særlige udsending.

Optimismen var i bund.

– Fred er grundlaget for sikkerhed – ikke land, sådan som Netanyahu hævder. Israel vil af »sikkerhedsgrunde« beholde Jordandalen og områder mod nord. Vestbredden bliver mindre for hver dag. Jeg er ikke optimistisk i forhold til om Israel ønsker fred – hverken med os eller med regionen, siger Muhasien.

Den manglende optimisme skyldes blandt andet, at USA’s politikere står så massivt bag Netanyahu-regeringen. Det rystede ham at opleve de ovationer, som Netanyahu fik, da han talte i Kongressen i Washington den 24. maj i år.

– Vores første prioritet er forhandlinger, men på betingelse af, at de tager udgangspunkt i grænserne fra 1967 og Jerusalem og omfatter flygtningene. At der er en tidsramme og et stop for bosættelser. I modsat fald går vi til FN’s Generalforsamling for at vise, at Israel er ansvarlig for at have stoppet fredsprocessen. Der er brug for 127 stemmer i Generalforsamlingen (to tredjedele af de 193 medlemslande, red.).

Oplysningerne om tallene for, hvor mange lande palæstinenserne har med i bagagen varierer.

Den palæstinensiske topdiplomat i FN Riyad Mansour oplyser, at 112 stater allerede har anerkendt »Palæstina 67«.

– Hvis Israel nægter at forhandle vil nok flere lande stemme for Palæstina, tror Muhasien, der er tidligere guvernør i byen Nablus.

– Nu ber’ vi det internationale samfund om at levere. Medlemskab er en forpligtelse, siger Zomlot om FN.

Fatah fejlede

Husam Zomlot ser ikke uventet Kairo-aftalen fra april, hvor Fatah og Hamas blev enige om forsoning som en sejr for Fatah:

– Det lykkedes for os at få Hamas ind i den politiske fold

Hovmodet går igen i Fatah’s officielle udtalelser og fremstår i sig selv om en trussel mod Kairo-aftalen.

Muhasien tager det som en selvfølge, at Salam Fayyad fortsætter som statsminister – om ikke andet, så fordi det kun handler om et år. Og tilsvarende, at det er Abu Mazens program, som gælder.

Adnan Husseini, guvernør i Jerusalem, anlægger en mere selvkritisk tone:

– Fatah er mislykkedes politisk. I den nuværende fase handler det hverken om Fatah eller Hamas men om kvalificerede folk, som kan skabe resultater. Jeg er overbevist om, at vi bevæger os i den rigtige retning.

Behov for nye svar

– Vi har brug for nye svar. Vi har forhandlet i tyve år. Ingen kan bede om mere end det. Alle kan se, at vi ikke er lykkedes, sådan som Hamas siger. Og Hamas fik magt fordi vi fejlede i fredsprocessen, siger Husseini.

Han er i familie med Feisal Husseini, Fatah-lederen i Jerusalem, som efter sin optræden på Madrid-konferencen sammen med den kraftfulde talskvinde Hanan Ashrawi i 1991 blev anset som en mulig arvtager som PLO-leder efter Yasser Arafat.

Husseini døde af et hjerteanfald i Kuwait i 2001. Kort efter lukkede den israelske hær PLO-hovedkvarteret i Orient House i Jerusalem.

– Netanyahu ber os om at vælge mellem fred med Israel eller Hamas. Men der bliver ikke nogen fred uden Hamas, og Hamas kommer nu under PLO’s vinger. Israel har forhandlet for forhandlingernes skyld og forholder sig ikke til virkeligheden.

– Vi snakker om 22 procent af vort historiske land. Vi er fem millioner mennesker. Vi kan ikke leve på mindre end det. Og vi er seks millioner udenfor. Hvad sker der, hvis palæstinenserne går til FN og ingen ting forandrer sig?

– Ingen kan give et klart billede af, hvad er vil ske, siger Husseini fra sit ståsted i Jerusalem, hvor de politiske og økonomiske problemer for palæstinenserne er overhængende.

Men tiden løser ikke problemet af sig selv, påpeger han:

– Vi kan ikke bevæge os fremad uden en politisk plan. Det kan komme til konfrontationer i gaderne. Folk husker det, som blev sagt af israelske politikere: »De gamle vil dø, de unge vil glemme«. De tog fejl, fastslår Husseini.

Han mener at den israelske regering gør et dårligt arbejde for sin egen ungdom.

En tredje intifada

– Hvad med sikkerhedsordningen mellem selvstyremyndighederne og Israel og USA. Vil den kunne bestå?

– Vi skal gøre nogle ting, men visse aftaler vil fortsat bestå, siger Jamal Muhasien fra Fatah’s centralkomité.

– Vi ved ikke, hvilken vej folk vil tage. Måske bliver det oprør som i de arabiske lande. Måske bliver det en ny intifada. Men vi bruger ikke folk som soldater.

– Under den anden intifada forlod bosætterne kolonierne fordi de ikke trygt kunne rejse frem og tilbage til Tel Aviv. For øjeblikket er alt vældig stille.

Det er i hvert fald sådan, det ser ud fra Muhasiens kontor i Fatah-bygningerne, som ligger et stykke fra det travle centrum i tvillingebyerne Ramalla og al-Bireh.