Flere fattige og flere rige
Den såkaldte middelklassen i Danmark bliver mindre. På bare syv år er det, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kalder middelklassen reduceret med 110.000 mænd og kvinder. Til gengæld er der siden 2002 kommet flere rige og endnu flere fattige. Det viser nye tal fra AE-rådet.
Dermed tegner der sig et billede af et mere og mere opdelt Danmark, både økonomisk og geografisk, advarer chefanalytiker:
– Der bliver større og større forskel på top og bund og på udkantsdanmark og Nordsjælland. Det går ud over sammenhængskraften og opfattelsen af Danmark som homogent samfund, siger chefanalytiker i AE-rådet, Jonas Schytz Juul til DR.


