EU vil holde fast på hightech-metaller

Henrik Wejdling, koordinator i DAKOFA

Vi er i disse år vidne til et markant holdningsskifte på den internationale scene i forhold til en række ressourcer og råstoffer, som den gryende hightech-industri er afhængig af.

I 70’erne så vi stor bekymring for knaphed på fossile brændsler og ikke-fornybare ressourcer. Men ifølge den »Temastrategi for bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne«, som EU-Kommissionen udgav i 2005, kom knapheden ikke til at udgøre så stort et miljøproblem som frygtet.

For eksempel skrev kommissionen i strategien: »Verden er ikke løbet tør for fossile brændstoffer, og markedet har gennem prisordninger reguleret knapheden og vil også gøre det for de ikke-vedvarende ressourcers vedkommende. Forbruget af mange metaller og mineraler er snarere blevet mindre på grund af ændret teknologi end på grund af udtømning af forråd.«

Kommissionen valgte i stedet at fokusere på »at formindske de miljøskadelige virkninger, der opstår ved ressourceudnyttelsen i en økonomi i vækst« – snarere end på at minimere ressourcetrækket i sig selv.

Med andre ord – det var markedet, der skulle løse eventuelle problemer.

Pendulet svinger

Men i dag er pendulet ikke blot i EU, men også i FN svunget tilbage i retning af 70’er-holdningen. Markedet kan ikke klare det selv – der skal politiske initiativer på banen, er holdningen. Det er en udvikling, der er foranlediget af især den nye, geopolitiske dagsorden.

Samtidig har krisen og erkendelsen af, at det specielt er »hightech«, der skal løfte os ud af krisen, fået såvel EU-kommissionen som FN’s miljøprogram UNEP til at fokusere på de ressourcer, som denne »hightech« er afhængige af.

Det drejer sig om råstoffer som for eksempel gallium, der bruges i tyndfilmssolceller, beryllium, der bruges i fusionsteknologier, og germanium, der bruges i lysfiberledninger.

Her erkender både EU og FN, at der meget let kan opstå forsyningsmæssige problemer af især geopolitiske grunde.

EU-Kommissionen noterer sig desuden, at der i dag eksisterer ikke blot et traditionelt råvaremarked med de sædvanlige udbuds/efterspørgsels-mekanismer, men også et finansielt marked, som periodevis spekulerer i råvarer gennem opkøb af såkaldte futures. Det er en spekulation, som får råvarepriserne til at bevæge sig flygtigt og uforudsigeligt – »volatilt«, som det hedder i den verden – til ugunst for hightech-sektoren.

Afviser geologisk knaphed

Situationen har på EU-niveau udløst et nyt initiativ Raw Materials Inititive og nedsættelse af en ressourcegruppe under ledelse af Kommissionen, som juli 2010 udgav rapporten »Critical Raw Materials for the EU«.

Og i februar 2011 offentliggjorde initiativet sammen med Kommissionens netop søsatte Europa-2020-flagskib Et ressource-effektivt Europa en ny og tankevækkende meddelelse med den mundrette, danske titel: »Meddelelse om imødegåelse af udfordringerne på råvaremarkederne og med hensyn til råstoffer«.

I meddelelsen afviser Kommissionen fortsat al tale om geologisk knaphed og endelige forsyningshorisonter. Det sker under henvisning til, at mineindustrien kun kortlægger reserver cirka 20 år frem i tiden, og at man derfor ikke kan bruge de officielle oplysninger om kendte reserver til noget som helst.

Jordskorpen, hvor råstofferne kan udvindes fra, før­end jorden bogstaveligt begynder at brænde under fødderne, er nemlig væsentlig tykkere end de max. fire kilometer, vi p.t. udvinder råstoffer fra – så i virkeligheden er det måske blot et spørgsmål om at stikke et spadestik dybere, siger altså Kommissionen.

Erkender forsyningsrisiko

Til gengæld erkender Kommissionen, at der kan opstå akutte, forsyningsmæssige problemer med i hvert fald 14 metaller og sjældne jordarter, som Kommissionen derfor klassificerer som »kritiske«. De 14 metaller, der alle bruges i den gryende hightech-teknologi, er udvalgt ud fra tre kriterier:

· Deres økonomiske betydning for nøglesektorer

· Graden af forsyningsrisiko

· Fraværet af muligheder for at erstatte dem med andre stoffer.

Stoffer kommer ofte fra lande, som Kommissionen ikke udtrykker den største begejstring for at være afhængige af importmæssigt. Det er desuden stoffer med meget lave genanvendelsesrater i EU – syv af stofferne ligger mellem 0 og 4 procent.

Den store importafhængighed kombineret med de lave genanvendelsesrater har fået Kommissionen til at foreslå politiske skridt til at gøre genanvendelse af de kritiske råstoffer eller råstofholdige produkter mere effektiv.

Det skal især ske ved at mobilisere kasserede produkter med kritiske råstoffer gennem hensigtsmæssige indsamlingssystemer i stedet for at lade dem sove Tornerosesøvn i pulterkamre eller lade dem havne på deponier eller i forbrændingsanlæg.

På den internationale scene er der fuld gang i et pendulsving fra en tyrkertro på, at markedet ville regulere knapheden gennem prisordninger over mod en mere politisk styring af ressourcerne i markedet.

Vi skal kort sagt, siger Kommissionen, forbedre den overordnede organisering, logistik og effektivitet i gen­anvendelseskæderne samt forhindre ulovlig eksport af kasserede produkter med indhold af kritiske råstoffer. Og det skal vi først og fremmest gøre for at bevare de kritiske råstoffer i dem på europæiske hænder frem for at se dem diffundere ud på elskrot-lossepladser i Ghana eller ende som en udtjent Audi bag en lade i Kasakhstan.

Altså et på alle måder markant kursskifte siden strategien for bæredygtig anvendelse af naturressourcerne fra 2005.

Farvel til kobber

FN’s miljøprogram UNEP har sideløbende nedsat et »Ressource-panel«, der har identificeret hen ved 40 hightech special-metaller og sjældne jordarter, som er stort set sammenfaldende med EU’s i alt 35 (de 14 kritiske råstoffer omfatter samlebetegnelser på seks platinmetaller og 17 sjældne jordarter).

Panelet finder på linje med EU’s ressourcegruppe disse stoffer særligt vigtige, fordi stofferne finder anvendelse i blandt  andet den hastigt voksende Clean-Tech-sektor i for eksempel solceller, vindmøllegeneratorer, brændselsceller og energieffektive diode-lyskilder, de er sjældne, og forbruget af dem er i hastig vækst, mens genanvendelse lader meget tilbage.

Om palladium anføres det eksempelvis, at genanvendelsesraten kan være så høj som 90 procent fra industrielt udstyr og 50-55 procent fra biler, men fra elektronisk udstyr ligger genanvendelsesraten nede på 5-10 procent – blandt andet fordi mindre end 10 procent af verdens mobiltelefoner recirkuleres hensigtsmæssigt.

For indium, neodymium, lanthanum og gallium er genanvendelsesraten på verdensplan angiveligt under én procent.

UNEP’s ressourcepanel konstaterer desuden, at fraværet af passende genanvendelsesinfrastruktur for elektronikaffald i de fleste dele af verdenen medfører fuldstændigt tab af kobber og andre værdifulde metaller som guld, sølv og palladium.

Endelig peger panelet på de store klimagevinster, der er forbundet med genanvendelse frem for virgin fremstilling af metaller.

Panelet opfordrer derfor til øget genanvendelse og arbejder p.t. med at kortlægge ophobede råstoffer i samfundet, som burde gøres til genstand for genvinding.

Politisk styring

På den internationale scene er der således p.t. fuld gang i et pendulsving fra en tyrkertro på, at markedet gennem prisordninger ville regulere knapheden og over mod en mere politisk styring af ressourcerne i markedet.

Og den hollandske regering har allerede lagt sig fast på, at landets genvindingsindustri skal være Europas rundkørsel for råstoffer – som nu skal oparbejdes og sendes tilbage i cirkulation i den europæiske industri i stedet for som nu at blive udskibet til en uvis skæbne.