Tilmeld dig vores RSS feed
Her er to af de 60 aktivister fra LO’s Jobpatrulje i Midt- og Østjylland i aktion ved Fakta i Horsens-området. Det er Andreas Seeberg (til venstre) og Rune Popp. | Foto: LO’s jobpatrulje
- Annonce -

Fritidsjobbere har problemer

Unge under 18 år løfter mere end de må og kender ikke deres rettigheder, konstaterer LO’s Jobpatrulje, der siden uge 26 har kørt landet tyndt.

Skolernes sommerferie bliver af tusinder af unge under 18 år brugt til at tjene en ekstra slat lommepenge. Men ikke alle kommer lige nemt til pengene.

Næsten 30 procent af de unge løfter mere end de 12 kilo, som arbejdsmiljøreglerne siger, at de må. 40 procent af dem er ikke blevet instrueret i, hvordan man undgår arbejdsskader, selv om loven klokkeklart kræver det, og 15 procent holder ikke de pauser, de har krav på, lyder den foreløbige opsummering fra LO’s Jobpatrulje.

Jobpatruljen har siden uge 26 kørt landet tyndt for at tjekke de vilkår, arbejdsgiverne byder de unge lønmodtagere.

– I modsætning til tidligere har der stort set været problemer alle steder. Der er næsten ikke et sted, hvor alt er, som det burde være, siger Rune Kristensen til Arbejderen.

Han er koordinator for LO’s Jobpatrulje i Midtjylland og Østjylland, hvor næsten 60 aktivister besøger arbejdspladser. Formålet er at fortælle de unge og arbejdsgiverne om reglerne på arbejdsmarkedet.

Set på landsplan drejer problemerne sig om alt fra løn og arbejdstider til tunge løft. Mange fritidsjobbere udfører også opgaver, som de ikke er gamle nok til, blandt andet udskænker de øl og rydder af i lokaler, hvor der serveres alkohol.

Ejner Holst, sekretær i LO og ansvarlig for Jobpatruljen, ærgrer sig over, at Jobpatruljen efter 34 år stadig møder arbejdsgivere, der ikke kan finde ud af at behandle de nye lønmodtagere ordentligt.

– Vi må desværre konstatere, at alt er, som det plejer. Der kommer nye generationer af unge lønmodtagere, men arbejdsgiverne er stort set de samme, og de burde efterhånden kende til reglerne, siger LO-sekretæren til Arbejderen.

I Midtjylland har Jobpatruljen oplevet et voldsomt skred, når det drejer sig om ansættelseskontrakter.

– Over halvdelen af de unge, vi har snakket med, har ingen ansættelsesbevis og dermed ingen dokumentation på deres arbejdsforhold. De kender ikke deres løn og ved ikke hvor mange timer, de skal arbejde, fortæller Rune Kristensen.

Det alvorligste tilfælde, Rune Kristensen har oplevet under dette års patrulje, var i Herning. Her arbejdede en ung mand under 18 år i et fiskehus. Han havde ingen ansættelseskontrakt og kendte hverken timeløn eller arbejdstider.

Ejner Holst mener, at der er al mulig grund til at fortsætte Jobpatruljens indsats, så de unge får viden om reglerne og med dem mulighed for at sige fra, når det er på sin plads.

– Vi kan vælge den pessimistiske tilgang og sige, at Jobpatruljen ikke nytter noget. Omvendt kan vi sige, at det er én af vores kerneydelser at tage vel imod de unge og fortælle dem om de rettigheder, de har, lyder det fra Ejner Holst.

LO’s Jobpatrulje ruller til og med uge 33. Det er sidste år, at LO har ansvaret for patruljen. Til næste år tager 3F og HK over.

 

Relaterede artikler