Grækenland går i generalstrejke
Tøm fabrikkerne, byggepladserne, kontorerne, skolerne og havnene i morgen den 15. juni.
Sådan lyder opfordringen til alle græske arbejdere i by og på land fra PAME, den militante faglige front. PAME har stået bag adskillige landsdækkende strejker i mere end et år imod regeringens voldsomme krisepolitik, som EU og Den Internationale Valutafond, IMF, har dikteret i kølvandet på den økonomiske krise.
Generalstrejken er timet til i morgen, hvor det græske parlament diskuterer nye nedskæringer og privatiseringer. Nye økonomisk nøgletal viser, at den græske regering ikke opfylder målene fra EU og Valutafonden. Derfor skal den græske regering skære yderligere ned for 6,4 milliarder euro, hvilket svarer til næsten 48 milliarder kroner.
Desuden skal regeringen privatisere og sælge statsejede værdier for 50 milliarder euro, der svarer til godt 373 milliarder kroner. Den socialdemokratiske regering med premierminister George Papandreou i spidsen vedtog i sidste uge et forslag til spareregime, skriver Reuters.
Det omfatter blandt andet, at der skal nedlægges 150.000 stillinger i det offentlige inden 2015. Pensionerne fastfryses, og de sociale budgetter skal barberes ned med fire milliarder euro, hvilket svarer til godt 30 milliarder kroner. Regeringen vil også øge momsen for barer og restauranter og hæve afgifterne på brændstof. Regeringen satser på at få vedtaget de nye nedskæringer i slutningen af juni.
Krisepakken vil næppe standse den galopperende vækst i arbejdsløsheden. På bare et år er den steget med 40 procent og er i dag på 16 procent. Endnu værre står til med ungdomsarbejdsløsheden, der nu er oppe på 42 procent, skriver det britiske dagblad The Guardian.
PAME peger på, at der er et alternativ til regeringens og EU’s nedskæringer:
»Der er en løsning, som gavner folket. Det er vejen, der konfronterer monopolerne og EU, men er for en økonomi og en magt, der tjener folkets behov i stedet for monopolernes behov«, skriver PAME.
I Athen har PAMEindkaldt til demonstration på Omonoia-pladsen kl. 10.00, pladsen foran parlamentet.


