Tilmeld dig vores RSS feed
Paraplyer beskytter mod regnen - men ikke mod direktøren for skruebrækker-firmaet Miracle, der truer med at køre demonstranterne foran CSC ned. | Foto: Martin Mounzer
Prosa/SAS varsler sympatistrejke

En sympati-strejke hos CSC Airline Solution kan hurtigt skabe problemer. Selskabet står for en stor del af SAS’ it-drift herunder booking og billetreservationer.
Prosas medlemmer på virksomheden CSC Airline Solution, som blandt andet udfører it-opgaver for SAS Airline, har afsendt et generelt sympatistrejkevarsel.

Medlemmerne er organiseret i Prosa/SAS, som er en lokalafdeling under Prosa.

– Vi har en medlemsoverenskomst på Prosa/SAS og det er alle dem, der er varslet sympatikonflikt for. Det er en solidaritet overfor Prosa/CSC og fordi vi har aftalefællesskab på nogle områder, siger John Jørgensen, konsulent i Prosa, til Arbejderen.

En sympati-strejke, der involverer ansatte hos CSC Airline Solution kan hurtigt skabe problemer. Selskabet står for en stor del af SAS’ it-drift herunder booking og billetreservationer.

Før der kan igangsættes sympatistrejke skal der dog afsendes et specifikt varsel. Derefter kan strejken gå i gang med syv dages varsel.

CSC har dog gjort indsigelse mod varslet, fordi de mener, at Prosa/SAS er omfattet af samme regler for fredspligt, som Prosa/CSC har været.

Arbejdsgiverorganisationen DA har indkaldt til fællesmøde om sagen den 17. juni.


Skruebrækker-firmaer

Her er listen over alle de skruebrækkerfirmaer som er med til at skabe ustabile forhold på CSC og som tilbyder sine ansatte til CSC som skruebrækkere:

Netdesign

Prooffice

Interim Competence

Elan IT

Max Manus A/S

Venzo ProMinds

Infocare/HP

Ca NEGO

7N

DV Consulting A/S

Prodata

IT Fokus Aps

Lund&Bendsen

Miracle

ConVision

Hewlett Packard

IT Fokus

9Consult

SNEX

SUN/Oracle

Hitachi Data Systems

Lindpro A/S

Johnson Control

HP/UK og Tyskland, CSC/Tyskland-Holland-UK-Australien-Indien

 

Listen bliver løbende opdateret.

- Annonce -

Miracle-direktør politianmeldt

Direktøren for skruebrækker-firmaet Miracle er netop blevet politianmeldt - både af en faglig aktiv og en af de ansatte, som stadig arbejder hos CSC.

Direktøren for it-firmaet Miracle blev i går anmeldt til politiet for trussel om vold mod de demonstranter, der dagligt - og fuldt lovligt - møder op foran den strejkeramte it-gigant, CSC, på Retortvej i Valby.

Miracle er et af de 25 it-firmaer, der sikrer skruebrækkere til CSC. Politianmeldelsen kommer efter at direktøren for Miracle, Mogens Nørgaard, i et brev til politiet truer med at tage sagen i egen hånd.

»Hvis politiet ikke griber ind, vil jeg tage sagen i egen hånd og køre derind en dag - også hvis det betyder, at jeg skal køre ind i nogle af demonstranterne - hvis jeg gør det, før politiet dukker op, kan der jo ikke ske mig noget. Og min bil er god, svensk og solid, så der burde heller ikke ske den noget«, skriver direktøren blandt andet.

Det er formanden for Stilladsarbejdernes Brancheklub, John Ekebjærg-Jakobsen, der i går morges politianmeldte direktøren.

– Jeg regner med, at politiet tager anmeldelsen alvorligt. Vi er vel alle lige for loven?Loven gælder også for direktører. Direktøren kommer med en klar trussel om vold, når han siger, han vil køre ind i demonstranterne. Lømmelpakken giver rig mulighed for at tilbageholde folk alene ved trussel eller mistanke om vold, siger John Ekebjærg-Jakobsen til Arbejderen.

Han uddyber:

– Der er ingen tvivl om, at hvis fagligt aktive fik den ide at køre en bil ind i skruebrækkernes bus eller kører en campingvogn ud for at spærre for bussen, så ville vi blive tilbageholdt alene på mistanken.

Direktøren er også blevet politianmeldt af en af de ansatte, som arbejder for CSC.

– Den ansatte mener ikke, vi skal være i fare, når vi står udenfor. Det er rart at vide, at der også bag CSC’s mure er folk med retfærdighedssans, som mener, at den slags trusler ikke er i orden, siger en af de lockoutede CSC-ansatte, Joan Falck Jensen, til Arbejderen.

Mand eller mus

Miracle-direktøren holder fast i sin trussel og erklærer sig klar til at blive præventivt anholdt:

– Enten er man mand eller mus. Demonstranterne afspærrer vejen ulovligt. Og så må de være parat til at blive kørt ned, siger Mogens Nørgaard til Arbejderen.

– Når du oplever retsløse tilstande, kan du enten vælge at vende den anden kind til - eller også kan du gøre noget ved det. Jeg er nødt til at beskytte mine gutter, der arbejder for CSC. Jeg er græsk-katolsk med, hvad der sker med mig. Hvis politiet nu vil spærre mig inde, betaler jeg gerne den pris.

– Det er klart, at mine udtalelser provokerer. Mit formål er bare, at få politiet til at gøre noget ved de retsløse tilstande, der hersker foran CSC, siger han.

Ifølge direktøren regulerer de strejkende nemlig selv trafikken, spytter og kommer med verbale trusler.

– Der har været et fortilfælde, hvor en CSC-ansat fra HR-afdelingen langsomt kørte frem mod en blokadevagt. Den tyndhudede blokadevagt blev tøsefornærmet og meldte den CSC-ansatte til politiet, uddyber direktøren.

Ifølge de strejkende arbejder der cirka 200 skruebrækkere for CSC. De bliver kørt på arbejde i busser under politibeskyttelse.

Arbejderen talte i går med flere af skruebrækkerne, men ingen vil udtale sig til citat i avisen.

optrapper blokade

De strejkende CSC-ansatte har netop her netop besluttet at udvide deres blokade til at omfatte næsten hele døgnet - fra klokken fem om morgenen til midnat.

– Det skal ikke være sådan, at CSC-ledelsen ved, at nu er klokken 10, så nu kan de frit køre skruebrækkere ind. Der skal ikke være frit spil. Det er ikke en deltidsblokade, vi har gang i, understreger Joan Falck Jensen.

Relaterede artikler