Inden udgangen af i år lukker Lindøværftet i Munkebo helt ned. Siden beskeden om lukningen kom i august 2009, er 2000 af de ansatte på Lindø blevet fyret. I dag er der kun 500 timelønnede tilbage på værftet.
Arbejderen har besøgt værftet og talt med en af de fyrede og en tillidsmand samt besøgt Munkebo, som er bygget op om værftet.
Lindølukning: Kiosken mister kunder
FS Kiosken i Munkebo er hårdt ramt af Lindøværftets gradvise lukning. Salget er gået markant ned.
– Det påvirker os rigtig meget, fordi vi har salget af aviser, tips, lotto og blade ude på værftet. Det har været Fyns største salg af den slags, men snart kan det ikke længere betale sig at køre derud. Vi sælger ikke ret meget mere, fortæller Britta Andersen fra FS Kiosken til Arbejderen imellem to ekspederinger.
Arbejderen besøger Munkebo en tidlig mandag eftermiddag i april, for at få et indtryk af hvorvidt lukningen af byens store arbejdsplads Lindøværftet påvirker lokalsamfundet. I dag er der kun 500 timelønnede tilbage på værftet, mod de 2500, der var ansat, da beskeden om lukningen blev givet i 2009.
Munkebo har i dag omkring 5600 indbyggere. Byen er bygget op omkring værftet. Indtil Lindøværftet blev grundlagt i 1959, var Munkebo bare en landsby. Men på få år mere end fordobledes indbyggertallet. By og værft er tæt forbundne. En stor del af familierne i byen bliver direkte berørt af lukningen.
Færre kunder
Det mærker man tydeligt i FS Kiosken i Munkebo Butikscenter.
– Kunderne er mere triste. Lukningen går ud over mange i Munkebo, fortæller Britta Andersen.
En mand, der netop er kommet ind i butikken, nikker genkendende til den vurdering.
– Min kone er svejser ude på værftet. Hun var ikke glad for at skulle på arbejde i dag. 20 af kollegaerne stoppede i fredags. Det er ikke sjovt at skulle sige farvel til gode kollegaer. Det er så tragisk, at en god arbejdsplads lukker, siger han, inden han forlader butikken med sine smøger.
– Jeg kan selvfølgelig ikke sige, om det skyldes krisen generelt eller lukningen af værftet, men der kommer i hvert fald færre kunder i butikken, siger Britta Andersen.
Færre kunder oplever de også lige rundt om hjørnet. Her ligger Storms Pub, hvor enkelte kunder sidder oppe ved baren og nyder en stille pilsner.
Bartender Lotte Pedersen mener ikke, at nedgangen i antallet af kunder skyldes lukningen af værftet.
– Vi kan mærke finanskrisen, det kan alle jo, det har givet en nedgang i omsætningen. Men jeg tror, at det begynder at blive bedre nu. I forhold til værftet får vi jo også kunder fra Fredericia Værft, Fayard, der er rykket ind på værftsgrunden, siger hun til Arbejderen.
Vi går videre gennem det meget stille butikscenter. Her er ikke mange mennesker sådan en tidlig mandag eftermiddag. Flere butikker er lukkede om mandagen og en del butikslokaler står gabende tomme med til salg skilte i vinduerne.
Butiksdød
Bent Jensen fra Nybolig i Odense, der står for salget af erhvervsejendomme i byen, mener ikke, at de tomme butikker hænger sammen med lukningen af værftet.
– Det er et generelt billede, at detailhandelen er presset i alle småbyer. Det har noget med den generelle afmatning at gøre, folk er mere tilbageholdne med at købe, siger han til Arbejderen.
Butiksdøden har stået på over lang tid, fortæller pensionist Per Tinsfeldt, som vi møder inde på Centergrillen. Han har boet i Munkebo siden 1985, hvor han flyttede til byen for at arbejde på værftet.
– Tidligere var alle butikkerne i centret optaget. Men så begyndte de at lukke, det hænger sammen med, at folk tager til Rosengårdscentret og Bilka i Odense, mener Per Tinsfeldt.
Han kommer tit i Centregrillen og har noteret sig, at der har været en nedgang i kundetallet, i takt med at værftet lukker ned. Den fornemmelse bekræftes forsigtigt, af den unge pige, som passer grillen.
I den lokale bank er der ingen, som har tid til at udtale sig officielt. Men kvinden, vi taler kort med, oplyser, at lukningen selvfølgelig kan mærkes. Folk er blevet mere forsigtige.
Over på den anden side har Claus Thomsen lige åbnet en tøjbutik. Han er optimist og tror på, at det nok skal gå, fordi han kombinerer handlen i butikken med internetsalg.
Mad skal folk jo have, selvom de bliver arbejdsløs. Men hos Netto har man alligevel mærket krisen og lukningen af værftet.
– Der har været lidt tilbagegang i salget, men det er ved at komme i gang igen, siger Frank Kristensen, mens han stabler varer op på Nettos hylder.
I centrets andet supermarked Spar er der ingen som har lyst til at udtale sig til Arbejderen.


