Tilmeld dig vores RSS feed
Sidste år indtog direktøren for Novozymes, Steen Riisgaard talerstolen på SF’s landsmøde. | Foto: Dina Knudsen/SF
- Annonce -

SF: Hvad kan vi gøre for erhvervslivet?

SF’s landsmøde diskuterer hvordan partiet kan gøre livet lettere for erhvervslivet. Men skatten på boliger skal ikke op – selvom hovedorganisationen FTF foreslår det.

Vækst skal skabes gennem bedre forudsætninger for erhvervslivet – ikke ved at hæve skatten for boligejerne.

Det fastslår SF’ skatteordfører, Jesper Petersen, forud for at partiets landsmøde i denne weekend. Her skal de delegerede diskutere SF’s plan for vækst og velfærd.

– Mange boligejere er i forvejen ramt af finanskrisen. Det vil være en knytnæve i et blåt øje at hæve boligbeskatningen i sådan en situation. Jeg ved godt, at flere økonomer har foreslået at hæve skatten på boliger. Men det er ikke vores synspunkt, siger SF’s skatteordfører, Jesper Petersen til Arbejderen.

Dermed lukker SF ørene for de 450.000 offentligt og private ansatte i hovedorganisationen FTF, der kræver at skattestoppet på boliger ophæves, så der kan komme syv milliarder ekstra kroner i statskassen frem til år 2020.

– Det er vi ikke enige i. Vi holder fast i vores skatteplan »Fair Forandring«, som vi har lagt frem sammen med Socialdemokraterne. Den omfordeling som vi vil lave, sker via en aktieomsætningsafgift, en millionærbeskatning og ved at få bankerne til at bidrage noget mere til samfundet, uddyber Jesper Petersen.

Derfor holder SF fast i, at støtten til erhvervslivet fortsat skal ligge på de nuværende 20-25 milliarder kroner:

– Finanskrisen har gjort 170.000 mennesker arbejdsløse. Vi skal skabe fremgang og nye arbejdspladser i erhvervslivet. Vi vil omlægge erhvervsstøtten, så den bliver målrettet til industrier indenfor grøn teknologi og velfærdsteknologi. Målet er at skabe 75.000 nye arbejdspladser i den private sektor, siger Jesper Petersen.

Herudover vil SF’s formand Villy Søvndal og SF’s finansordfører OleSohn komme med et par nye tiltag på erhvervsområdet – men det bliver først præsenteret på deres taler til landsmødet.

SF’erne skal på landsmødet også vedtage en større organisatorisk forandring og selvfølgelig diskutere valg.

Relaterede artikler