Politisk tavshed om EU's dyre direktiv
De fleste af Folketingets partier møder EU’s nye direktivforslag om lavere selskabsskat med dyb tavshed.
Forud for mødet om forslaget i Folketingets Europa-udvalg i morgen vil kun Enhedslisten og Dansk Folkeparti melde deres holdning til forslaget klart ud.
Læs artiklen "EU vil give virksomheder milliarder"
– Det er godt at der kommer klare, fælles regler på området. Men det er til gengæld svært at afgøre, om det nuværende udkast opfylder de betingelser, siger Venstres skatteordfører, Mads Rørvig, til Arbejderen.
Skatteudvalget skal i morgen se på, om direktivforslaget holder sig inden for nærhedsprincippet – en EU-regel om at EU kun skal lovgive på områder, hvor det er en fordel med EU-love.
Hverken De Konservative eller De Radikale vil udtale sig om direktivet før mødet i skatteudvalget.
– Vi forsøger at nå en fælles indstilling partierne imellem på skatteudvalgets møde, og jeg går da ud fra, at det vil lykkes. Men indtil da må du væbne dig med tålmodighed, siger De Radikales Niels Helveg Petersen.
Blandt andet det hollandske og britiske parlament har udtalt, at direktivforslaget ikke overholder nærhedsprincippet og derfor skal afvises. Men så let er det ikke , mener Klaus Hækkerup, Socialdemokraterne.
– Der er for mange uklarheder i direktivforslaget i forhold til, hvad vi kan vedtage af dansk lovgivning om for eksempel afskrivningsregler. Så vores holdning er, at vi fortsat skal deltage i forhandlingerne, og så se på, hvad der kommer ud af det, siger Klaus Hækkerup til Arbejderen.
Folketingets frist for at udtale sig til EU om direktivforslaget udløber den 18. maj.


