Rød Sommerlejr introducerer i år en række værksteder, der giver konkrete redskaber til dit politiske arbejde.
Journalistik og pressearbejde: Sådan formulerer du dit budskab klart og præcist og kommer i medierne med det.
Internettet og sociale medier: Sådan bruger du hjemmesider og sociale medier som Facebook som platform for politisk arbejde.
Foto: Sådan ta’r du billeder, der virker og sådan bruger du dit kamera til at fortælle en historie.
Aktioner: Sådan får du opmærksomhed med bl.a. paroler, bannere, slagråb og sådan bruger du opmærksomheden når du har fået den.
Læs hele programmet og tilmeld dig på www.kommunister.dk
Bliv kampklar på Rød Sommerlejr
Hvordan planlægger man en demo og hvordan bruger man Facebook og Twitter til at sprede en politisk kampagne? Det er nogle af de ting du kan lære på det politiske højskolekursus Rød Sommerlejr den 10. til 16. juli.
Kurset, der bliver arrangeret i samarbejde mellem Kommunistisk Parti og Isterød Højskole, introducerer i år en række nye tiltag.
– Vi har målrettet programmet til unge og børnefamilier. Vi har sat det sammen så det både giver redskaber og viden man kan bruge i sit politiske arbejde – og en masse gode muligheder for at feste og hygge sig i sommersolen, fortæller Kommunistisk Partis formand, Jørgen Petersen.
Det mest omfattende nye tiltag er en række workshops, der giver konkrete redskaber til det politiske arbejde. Alle værkstederne bliver ledet af professionelle, der arbejder med emnet til hverdag. Sommerlejren tilbyder også politiske debatter, skoling, musik, og sport.
Som en del af aftenprogrammet kommer der også politisk biograf, hvor en række instruktører viser deres film og fortæller om film som politisk aktivisme.


