Tilmeld dig vores RSS feed
Lars Løkke kan godt stoppe snakken om, at vi er ovre krisen. I forhold til situationen i industrien skal vi tilbage til 30’erne for at finde en periode, hvor vi var lige så hårdt ramt som nu. Lars Hansen, formand Metal Odense
- Annonce -

På Fyn er krisen ikke slut

Omkring 1900 er blevet fyret fra Lindø. Også en række andre fynske industrivirksomheder lukker eller fyrer folk. Arbejdsløsheden er tårnhøj på Fyn.

Statsministeren kan godt stoppe snakken om, at krisen er slut nu.

Sådan lyder den klare melding fra Lars Hansen, formand for Dansk Metal Odense. Han er vred over, at Lars Løkke Rasmussen fastholder påstanden om, at krisen er slut nu, og at Danmark er sluppet bedre igennem den end andre lande.

– I forhold til situationen i industrien skal vi tilbage til 30’erne for at finde en periode, hvor vi var lige så hårdt ramt som nu. Vi står i en historisk svær situation, siger Lars Hansen til Arbejderen.

– Hvis vi sammenligner vores arbejdsløshed med lande som Sverige og Norge, står det langt værre til herhjemme. Mange af vores arbejdsløse tager til Norge eller Sverige for at arbejde, tilføjer han.

Metalafdelingen mærker tydeligt, at Lindø er ved at lukke. Siden slutningen af 2009 har værftet fyret omkring 1900 mand, heraf cirka 1000 Metal-medlemmer. Derudover er 3-400 metallere blevet fyret fra værftets underleverandører. Alt i alt ser det temmelig sort ud i forhold til arbejdsløsheden på Fyn, konstaterer Lars Hansen.

– Vi har i dag mere end 14 procent arbejdsløse medlemmer på hele Fyn, og når værftet lukker helt ned i starten af næste år, regner jeg med, at vi kommer op over 20 procent. Der er jo også Metal-medlemmer, som bliver arbejdsløse, når Wittenborg lukker til sommer, tilføjer han.

De nuværende arbejdsløshedstal skal ses i sammenligning med, at metal-afdelingen, inden krisen satte ind i 2008, var nede på en arbejdsløshedsprocent omkring en enkelt procent.

Der er dog stadig virksomheder på Fyn, hvor det går fremad, fortæller Lars Hansen.

– Omkring 50 af de fyrede Lindøarbejdere har for eksempel fået arbejde på Kverneland. Der er da også stadig lidt jobrotation, men det er slet ikke noget, som kan kompensere for alle de job, der forsvinder, understreger han.

Over 20 procent er arbejdsløse

Endnu mere dystert er situationen set fra 3F Østfyns hovedkontor i Nyborg. Her i fagforeningen er andelen af arbejdsløse medlemmer allerede nu oppe over 20 procent. Indtil videre er op mod 200 3F-medlemmer blevet fyret fra Lindø. I løbet af det næste års tid får yderligere 300 en fyreseddel. Dertil kommer dem, som mister deres arbejde hos underleverandører.

Af dem, der indtil nu er blevet fyret fra Lindø, er knap halvdelen arbejdsløse. Resten har enten fået arbejde, er startet i uddannelse eller er gået på efterløn eller pension, oplyser Jan Johansen, næstformand hos 3F Østfyn. Han frygter, at det vil blive sværere for de sidste 300 3F’ere fra Lindø at få et nyt arbejde.

– Vi er oppe på over 800 arbejdsløse i 3F Østfyn nu, og vi ser stort set ingen rokade på arbejdsmarkedet på Fyn. Det er som om alt er gået i stå. De, som er så heldige at have arbejde, bliver i jobbet, folk er usikre på situationen. Fyn har den højeste ungdomsarbejdsløshed på landsplan. Vi frygter, at en hel generation bliver tabt, siger Jan Johansen til Arbejderen.

Lars Hansen kan tilføje, at to ud af tre nyudlærte i Metal Odense er arbejdsløse.

Udover Lindø er der også lukket mange andre industriarbejdspladser på Fyn. Industriens job er simpelthen forsvundet.

– Arbejdsgiverne undlod at investere i fremtiden, da det gik godt. I stedet for har de puttet guldet i lommen. De skulle have tænkt på udvikling frem for at forgylde aktionærerne. Nu ser vi, at virksomheder flytter produktionen til udlandet, også selvom de har overskud i Danmark. For eksempel flytter Wittenborg til Italien, selvom de har overskud. De går bare efter at få endnu højere overskud, siger Jan Johansen.

Rå kapital

Kritikken er også rettet mod A.P. Møller Mærsk, som har besluttet at lukke Lindøværftet med henvisning til, at det giver underskud. Samlet set havde koncernen sidste år et overskud på mere end 28 milliarder kroner efter skat.

Arbejderen har i artikelserien Maskinstop.dk beskrevet, hvordan Mærsk med støtte fra et favorabelt statslån flytter skibsproduktionen ud til asiatiske værfter med lave lønninger og dårlige arbejdsforhold.

– Det er den rå kapital, de tænker kun på at få et endnu større overskud. De tænker ikke på at sikre arbejdspladser i Danmark. Mærsk står frem som landsfader, men går kun efter profitten, siger Jan Johansen.

Han føler sig ikke overbevist om, at værftet reelt har givet underskud.

– Der har jo været en situation, hvor Mærsk har købt skibene af Lindø, som de selv ejer. Det er svært at se, om det er den reelle pris, der er betalt, mener han.

Jan Johansen henviser til, at det er Lindøværftet, der har været med til at udvikle de nye skibstyper, som Mærsk nu får bygget af billig arbejdskraft i Sydkorea.

Lars Hansen fra Metal er også dybt skuffet over, at Mærsk har valgt ikke at lægge produktionen af nye skibe på Lindø.

– Og nu skal de også have nye boreplatforme bygget i udlandet. Dem kunne vi også sagtens bygge på Lindø. En af årsagerne, til at det går så godt med beskæftigelsen i Norge, er, at de selv bygger deres boreplatforme, siger han.

De lokale afdelinger af 3F og Dansk Metal er helt enige om, at regeringen burde gøre noget i forhold til at sikre nye industriarbejdspladser i Danmark. Både Lars Hansen og Jan Johansen peger på vedvarende energi som et oplagt vækstområde.

– Regeringen skal frem i skoene og satse på vedvarende energi frem for at satse på fossile brændstoffer, som de gør i dag. De skal være langt mere ambitiøse. Danmark har tidligere været foregangsland på det her område. De penge, vi har investeret i for eksempel vindmølleindustrien, er kommet igen i form af arbejdspladser, skatteindtægter og eksportindtægter. Det skal vi have op at stå igen, siger Lars Hansen.

Relaterede artikler