Knud Petersens cykeltur er slut
af Jesper Petersen
Knud E. Petersen er død, på sin 82-års fødselsdag.
Med Knud Petersens død slutter et langt og begivenhedsrigt liv. Den begejstrerede cyklist, samfundsdebattør, humanist, socialist med mere skabte sig igennem sine mange interesser, aktiviteter, sin nysgerrighed og videbegærlighed et rigt og engageret liv med en stor berøringsflade.
Da Knud Petersen i 1989 gik på efterløn efter 20 års tro og kompetent tjeneste som daglig leder af Haslevs postbude, gik han ikke i stå foran tv’et i et velpolstret senior-domicil.
Han pumpede cyklen og tilbagelagde de 2000 kilometer til Nordkap. Tre år senere cyklede han over Pyrenæerne fra Sydfrankrig til Galicien ad den berømte el Camino-rute og fik papir på sin katolske pilgrimsfærd.
Knud Petersen, der var udmeldt af den danske folkekirke som ung, var fascineret af katoliscismens mere farverige gudsdyrkelse, uden at man dog af den grund kunne betegne ham som religiøs.
Det tætteste han kom den slags var hans lovende skudsmål fra syv års obligatorisk skolegang i kommuneskolen på Nordvestlolland om, at »han nok ville ende som præst«; datidens attraktive stilling for særligt begavede elever.
Fra Lolland til Haslev
I 1969 flyttede han med sin kone, Inge-Birgit, samt deres tre børn fra Lolland til Haslev, hvor de to lolliker hurtigt engagerede sig i lokalsamfundet lidt ud over det sædvanlige.
Knud Petersen blev en elsket og hadet læserbrevsskribent, som skarpt og velskrevet ofte talte magten imod. Flere hundrede læserbreve om stort og småt er det blevet til.
Da Haslevs nye torv stod færdigbygget, betegnede Knud Petersen det bramfrit: »En bar røv i en åben dør«. Parcelhuse tillod han sig provokerende at omtale som »moderne slum« og beklagede den lille mands knæfald for de samfundsødelæggende spekulationskræfter.
I et væld af sammenhænge lagde både Knud og Inge-Birgit gratis arbejdskraft i sociale aktiviteter. Knud Petersen var succesfuld revysanger og sangskriver til Haslevs høstfester i flere år. Og han spillede også flere større roller for Haslev Amatørteater og var statist på film.
Menneskers og samfundets trivsel lå altid Knud Petersen på sinde. Som leder af postbudene på Haslev Postkontor igennem 20 år kom dette også til udtryk. Under hans ledelse var der altid plads til mennesket, også de ikke helt færdigslebne af slagsen, hvilket både arbejdsplads, samfund og det enkelte individ almindeligvis havde stor gavn af.
et utal af cykelture
Familielivet blev primært levet på Parcelvej 10 og på et utal af cykelture. Sverige var det foretrukne ferieland, hvor tusindvis af kilometer blev tilbagelagt sammen med Inge-Birgit.
Selv da de to var i 60’erne, kunne de finde på at cykel fra Haslev til Nordjylland og tilbage – på en weekend! Cyklingens miljøvenlige, frie og lavteknologiske transportform var den foretrukne. Formentlig nåede Knud op på over svimlende 500.000 kilometer alt i alt.
Så sent som i sommeren 2003 fløj han til Island med sin elskede cykel og lagde yderligere knap 2.000 kilometer til sin rekordlange kilometertæller. Vel hjemme på Parcelvej i Haslev igen erkendte den nu 74-årige mand, at Islands uvejsomme grusveje bedst egnede for firhjulstrækkere, havde været en lige lovlig stor mundfuld, og Island blev hans sidste store cykeltur.
Mange tilhørere fik fornøjelse af Knud Petersens mange cykelture i form af en række lysbilledforedrag, som han holdt.
I et af sine mange, individuelle forsøg på at anvise en anden vej end storkapitalens slagne drev han som pensionist i flere år en budtjeneste, hvor han med en Christianiacykeltrailer bag på cyklen bragte varer ud til en håndfuld kunder i Haslev og omegn.
Foghs lorteårti
Nyere tids samfundsudvikling var i særdeleshed ikke i Knud Petersens favør. »Foghs lorteårti, der gjorde os alle til egoister« (som en overskrift i Politiken lød for nylig) blev begyndelsen på enden på Knud Petersens tro og håb på en bedre verden.
I juni 2001 døde Inge-Birgit efter kort tids sygdom. Knud kom sig aldrig over tabet. Sammen med Inge-Birgit havde han nydt og delt alt det bedste i sit liv. Nu var der ikke længere nogen helt fortrolig at fortælle og dele de mange gode historier og oplevelser med; og nogen til at forvandle de hjemmedyrkede grøntsager fra egen (koloni)have til de skønneste middagsretter.
»Liberaliseringen« af samfundet og ødelæggelsen af blandt andet hans gamle arbejdsplads, forringelserne af den kollektive trafik, den eksplosive vækst i den miljøødelæggende bilisme, Danmarks debut som krigsførende nation med mere gjorde den ægte socialt og humanistisk indstillede mand både vemodig, vred og opgivende.
Knud Petersen efterlader sig børnene Lisbet, Jesper og Henrik. Samt syv børnebørn.


