EU-milliarder til kul
EU skal frem til år 2018 fortsat give milliard-tilskud til urentable og CO2-forurende kulminer i Tyskland, Polen og Spanien.
Det sikrede Danmark, da Folketingets Europaudvalg før jul pålagde regeringen ikke at nedlægge veto mod EU-forslaget om at forlænge støtten til EU’s kulindustri med op mod 25 milliarder kroner i perioden 2014-2018.
Forlængelsen af kulstøtten krævede enstemmighed blandt EU’s medlemslande. Kun SF og Enhedslisten mente, at Danmark skulle nedlægge veto.
– Det er naivt at forestille sig, at Danmark skulle nedlægge veto. Det ville være at gamble med danske udenrigspolitiske interesser og dansk indflydelse i EU, mener Kim Mortensen, EU-ordfører og medlem af Folketingets Europaudvalg.
– Det er uhørt i EU-sammenhæng, at et lille land nedlægger veto mod beslutninger, hvor vi ikke har noget i klemme økonomisk eller miljømæssigt. Hvis ikke der bliver produceret kul i EU, bliver de bare importeret fra Rusland eller Colombia, siger han til Arbejderen.
Greenpeace derimod mener, at de mange milliarder ville være givet bedre ud, hvis man i stedet brugte pengene på vedvarende energi.
I denne uge offentliggjorde Greenpeace en rapport, der slår fast, at hvis 90 procent af de eksisterende kul- og atomkraftværker udfases inden år 2030, kan EU opnå, at 68 procent af elforbruget bliver produceret af vedvarende energi allerede i 2030 og 100 procent i år 2050.
Hvis planen skal føres ud i livet, må EU’s regeringsledere skifte politik og straks begynde at investere i grøn energi. Det kræver investeringer på i alt op mod 750 milliarder kroner, vurderer Greenpeace.
– Det er nødvendigt, at tage et opgør med kulproduktionen og opprioritere vedvarende energi. Vi kan ikke støtte begge dele. Kul må vige for vedvarende energi, siger klima- og energimedarbejder i Greenpeace, Tarjei Haaland, til Arbejderen.
– For øjeblikket foregår der en kamp: Skal vi fortsætte med sort energi som bygger på dyrere og færre og færre fossile brændsler, med milliardstøtte til kul og lagring af CO2 på den ene side – eller skal vi støtte den vedvarende energi. Vi kan ikke satse på begge dele. Det er en kamp om, hvilke energiformer fremtidens energiforsyning skal bygge på, fortsætter han.
– Vedvarende energi koster noget at bygge. Men energien er gratis, når først vindmøllerne er blevet bygget. Derimod er kulkræfterne dyre i drift. Det er et spørgsmål om politisk vilje. Vi afviser kul- og atomkraftindustriens påstande om, at det ikke kan lade sig gøre at satse på 100 procent stabil, vedvarende energi fremover, lyder det fra Tarjei Haaland.
Den 4. februar skal Lars Løkke Rasmussen og hans kollegaer i EU drøfte EU’s energipolitik.
Du kan læse hele Greenpeace’s rapport på www.greenpeace.org/denmark


