Wal-Mart vil erobre Afrika
Så lykkedes det endelig. Efter længere tids søgen efter nye græsgange har detailhandelgiganten Wal-Mart fra USA, købt sig ind på det afrikanske marked. 2.45 milliarder dollars har det kostet giganten at købe 51 procent af aktierne i den sydafrikanske varehuskæde Massmart. Massmart har 290 varehuse i 13 afrikanske lande.
Vrede sydafrikanske fagforeningsmedlemmer demonstrerede uden for Massmarts hovedkvarter i Johannesburg kort efter, at det stod klart, at de sydafrikanske aktieejere havde accepteret købet.
Wal-Mart er kendt for at overtræde arbejderrettigheder, og som reaktion på aftalen har Sydafrikas LO, Cosatu, Congress of South African Trade Unions, truet med »alle boykotters moder«, skriver BBC News.
– Vi ved af erfaring og har beviser fra andre lande på, at de aldrig har gjort noget godt for deres arbejdere, siger Sidumo Dlamini, Cosatus formand, til BBC.
Direktøren for Massmart Grant Pattison insisterer dog på, at aktieejerne har gjort en god handel.
– De (Wal-Mart red.) er fantastiske detailhandlere, og vi ser virkelig frem til at lære noget af dem og samtidig lære dem noget om Afrika, siger Pattison.
Det gør dog ikke indtryk på næstformanden for fagforeningen SACCAWU, Mduduzi Mbongwe. SACCAWU organiserer de sydafrikanere, der arbejder indenfor handel.
– Wal-Mart er kommet til vores land med den påstand, at de er venligt stemte overfor fagforeninger, men vores korte erfaring med at samarbejde med dem har været absolut nedslående, siger Mbongwe ifølge det britiske dagblad Morning Star.
Han understreger, at hvis Wal-Mart ikke tager deres arbejdere og deres rettigheder alvorligt, kan det kun ende med en arbejdskamp.
Wal-Mart håber, at købet af aktiemajoriteten i Massmart vil åbne døren til det afrikanske marked for virksomheden. Iforvejen kommer op mod 25 procent af Wal-Marts overskud fra butikker i udlandet, herunder Kina, Brasilien og Mexico. Wal-Mart er mærket af krisen i USA’s økonomi, hvor især lavindkomstgrupper er hårdt trængte.


