Marie Herget Christensen og Nikolaj Kofod er to af de danske deltagere på festivalen i Pretoria i Sydafrika. De skriver til Arbejderen. Følg deres beretninger. De første artikler blev bragt onsdag og torsdag.
Højreorienterede ville stoppe ungdomsfestival
Det er morgen i Pretoria. På festivalområdet står en masse unge mennesker og danser og snakker og venter på, at dagens møder skal gå i gang. Men uden for festivalområdets porte står en gruppe unge sorte fra det højreorienterede parti Democratic Alliance (DA) og råber ind til festivaldeltagerne.
– Hvorfor holder I ikke en festival for os? Hvad laver de hvide her? De har ikke noget at gøre på vores kontinent.
Men det giver Mkholisi Mpukumpa fra Ungkommunister i Sydafrika og ANC Ungdom ikke meget for.
– Det her er en meget vigtig festival. Her kan unge fra hele verden, som ønsker fremgang, mødes og udveksle ideer, fastslår han og fortsætter: Det er et hel unikt samlingssted for alle verdens venstreorienterede. Men Democratic Alliance er antikommunister, så det er klart, at de er imod festivalen.
Mkholisi fortæller, at DA også tidligere har prøvet at stoppe festivalen:
– De har fremsat et forslag i parlamentet om at stoppe al statslig støtte til festivalen. Men det er jo ANC, der har flertallet i parlamentet, så de fik det ikke vedtaget.
Den sydafrikanske stat har støttet afholdelsen af den 17. Verdensungdomsfestival økonomisk. Det betyder blandt andet, at deltagergebyret for deltagere fra fattige lande kan holdes meget lavt. Det har kunnet lade sig gør ved at hver provins i Sydafrika har bidraget økonomisk. Alle undtagen Western Cape provinsen, hvor partiet DA har magten.
– Western Cape har nægtet at bidrage til festivalen, fordi de mener den er for socialistisk, forklarer Mkholisi.
Verdensungdomsfestivallen er en begivenhed der finder sted hvert fjerde år og samler unge anti-imperialister fra hele verden i kampen for fred, frihed og social fremgang. Vært for denne festival er ANC Ungdom og ungkommunisterne i Sydafrika sammen med det statslige kontor for initiativer over for ungdommen.


