206 nye medlemmer på en time
Det går strygende for de norske EU-modstandere i Nei til EU. Bare en times indsats ved telefonerne gav 206 nye medlemmer.
De mange nye medlemmer blev sikret på Nei til EU’s landsmøde i weekenden på Radisson Blu Hotell i lufthavnen Gardermoen udenfor Oslo.
For andet år i træk blev et hold af landsmødedeltagerne udstyret med ringelister og telefoner for at hverve nye medlemmer. Og i år blev det til seks mere end sidste år, skriver Nei til EU.
Også når det gælder EU-modstanden i befolkningen har Nei til EU grund til at feste. Over 60 procent af de norske vælgere vil stemme nej, hvis der var folkeafstemning om Norges medlemskab af EU i dag. Kun 24 procent vil stemme for.
Igennem fem år og seks måneder har der været et stabilt flertal imod EU i Norge. Nu vil de norske EU-modstandere sætte fokus på, at landet gør sig fri af den spændetrøje, som EU alligevel holder det norske samfund i.
Spændetrøjen består blandt andet af det såkaldte EØS-samarbejde, hvor Norge skal indføre alle EU’s love for det indre marked. Til gengæld får norske varer adgang til EU. Norge kan imidlertid sige nej til EU’s love gennem vetoretten, men ingen norsk regering har benyttet sig af den mulighed.
– Det er på tide, at Norge frigører sig mere fra EU’s spændetrøje. Uanset om spændetrøjen hedder EU-medlemskab, Schengen , forsvarssamarbejde eller EØS, sagde Henning Olaussen, som blev genvalgt som formand.
– Norge optræder i al for høj grad om husmænd i mødet med godsejeren; huen i hånden, blikket i jorden, undskyld vi står udenfor, vi ville så gerne ind i varmen, fortsatte formanden.
Nei til EU håber på, at en rapport om Norges forhold til EU – »Europaudredningen«, som blev vedtaget for et år siden, vil åbne debatten om EU.
– Det vigtige ved Europaudredningens gennemgang af EØS, Schengen og de andre aftaler mellem Norge og EU er, at den sorte boks endelige bliver åbnet. Fartskriveren over EØS’ historie må op på bordet, så alle kan se, fortsatte Olaussen i sin tale til landsmødet.
Nei til EU er også gået sammen med to LO-forbund om et projekt, der skal finde alternativer til EØS-aftalen med EU. De to forbund er Fagforbundet og El&IT-forbundet. Projektet skal være med til at rejse debat og give viden og komme med ideer. Nei til EU mener, at Alternativer til EØS er det vigtigste demokrati-projekt siden Norge blev indlemmet i EØS.


