EU vil begrave atomaffald
EU’s atomkraft-industri skal have lov til at grave sit radioaktive affald ned i jorden.
Sådan lyder forslaget fra EU-kommissionen, der i går blev fremlagt af energikommissær Günther Oettinger i Bruxelles.
Lederen af Greenpeaces kampagne mod »EU’s beskidte energi«, Jan Haverkamp, lyttede med i EU-kommissionens hovedkvartér, da energikommissæren fremlagde forslaget.
– EU-kommissionen vil give indtryk af, at der bliver taget hånd om atom-affaldsproblemet i håb om, at borgerne vil ændre holdning til atomkraft. Dette forslag er ikke andet end et PR-stunt, der skal overbevise EU’s borgere om, at det kan lade sig gøre at finde en ansvarlig løsning på atomindustriens affaldsproblem, siger han til Arbejderen og tilføjer:
– I virkeligheden er der brug for at reducere mængden af radioaktivt affald, som truer fremtidige generationer og fremtidens miljø.
Alle 27 medlemslande skal være med til at betale regningen.
– Udgifterne til at oprette og drive de underjordiske deponeringssteder skal først og fremmest betales af markedet. Men EU’s medlemsstater må også være med til at betale for udgifterne via sine offentlige finanser. Alle 27 medlemslande må påtage sig et ansvar. Og hvem ved, hvad der vil ske om 200 eller 2000 år. Måske vil ingeniører få ny viden, som betyder, at vi kan øge sikkerheden endnu mere, sagde energikommissær Günther Oettinger ved fremlæggelsen i går.
Ifølge Greenpeace er der fortsat store ubesvarede spørgsmål – eksempelvis hvor lang tid de containere, som det radioaktive affald skal opmagasineres i, kan holde?
Isit forslag skriver EU-kommissionen, at opbevaring af radioaktivt i jorden er den »sikreste og mest bæredygtige« måde at opbevare det farlige affald.
Den køber Greenpeace ikke:
– Der er store huller i videnskabens forskning i at deponere radioaktivt affald, og der findes ingen underjordiske lossepladser for radioaktivt affald i dag. Alligevel påstår EU-kommissionen, at metoden er afprøvet i virkeligheden. Vi frygter, at underjordiske radioaktive lossepladser vil betyde at højradioaktivt atomaffald vil sive ned i grundvandet og forurene vandet i hundrede tusinder år, siger Jan Haverkamp.
Indtil videre har intet land i verden fundet egnede steder til at deponere atomaffald i jorden. Men Finland, Frankrig og Sverige tager imod EU-kommissionens udspil med kyshånd:De har planer om at oprette underjordiske atom-lossepladser i årene 2020-2025. Finland har ansøgt EUom at få lov til at lave en prøve-deponering af atomaffald frem til år 2020.
14 EU-lande har atomkraft. Iøjeblikket opmagasineres der hvert år 50.000 kubikmeter radioaktivt materiale, produceret i EU, i specielle bygninger over jorden.


