Job-terror på værft i Chile
Mærsks canadiske datterselskab indgik i 2003 kontrakt med det chilenske værft Asenav om bygning af to skibe. Før skibene skulle bygges, startede værftet på en udrensning af fagligt organiserede og gennemførte forskellige forringelser af værftarbejdernes arbejdsforhold.
Det fortæller Jorge Campos, tidligere leder af det internationale metalarbejderforbund IMF’s regionskontor for Latinamerika og Caribien, i en artikel på IMF’s hjemmeside.
Det er på det samme værft, at Mærsk de sidste år har fået bygget to nye skibe med støtte fra et lån fra Eksport Kredit Fonden.
Før starten på bygningen af Mærsk-skibene i 2004 var der omkring 150 fagligt organiserede på værftet, oplyser Jorge Campos.
»Men så indledte selskabet et internt terrorregime, med forskelsbehandling, fyringer af fagforeningsmedlemmer og så videre,« skriver Jorge Campos
Fyringerne fandt sted samtidig med, at værftet hyrede en masse kontraktarbejdere via »underleverandører« til værftet. Det pressede blandt andet arbejderne til selv at betale for de pauser på i alt 36 minutter dagligt, de ellers tidligere kunne holde i arbejdstiden.
På den måde slap værftet uden om en ny lov, der sænkede den ugentlige arbejdstid fra 48 til 45 timer.
»Til sidst var der kun 89 fagforeningsmedlemmer tilbage på værftet«, fortæller Jorge Campos.
I en reportage fra værftet skriver den canadiske journalist Frederic Dubois, at de nye kontraktarbejdere i 2005 udgør 340 – over 60 procent af arbejdsstyrken på værftet, og at disse kontraktarbejdere kun får under det halve af en fastansat værftarbejders timeløn.
Chiles metalarbejderforbund, Constramet, er ikke i tvivl om, at angrebene på de organiserede Asenav-arbejdere stod i direkte forlængelse af ordren til Mærsks canadiske datterselskab.
Constramet udsendte i juli 2007 en erklæring sammen med Chiles største miljøorganisationer, hvor begivenhederne på Asenav bruges som eksempel på, hvordan en frihandelsaftale med Canada udhuler fagforeningernes forhandlingsposition og forringer arbejdsvilkårene.
»Mærsks kontrakt med Asenav førte til forvisning af Constramet fra værftet. Virksomhedens antifagforenings-praksis og brugen af outsourcing til underleverandører er i virkeligheden blevet fremmet gennem denne aftale,« står der i fælleserklæringen.
I december 2006 kunne Asenav-værftets ledelse oplyse, at værftets »fremragende præstation« havde foranlediget Mærsk til at bestille yderligere to skibe på værftet Små tre år senere fik Mærsk statsstøtte til denne ordre via et lån fra Eksport Kredit Fonden, EKF. Det sidste af skibene er lige ved at være klar til aflevering.
Mærsk afviste i går at udtale sig om fagforeningernes kritik af forholdene på Asenav. Man vil først studere Arbejderens kildemateriale, som koncernen modtog i går.


