I alt har budgetpartierne fordelt driftsudgifter for 420 millioner kroner til næste år og aftalt anlægsarbejder for 1701 millioner kroner fra 2011 til 2014. Det skal give 1700 nye arbejdspladser.
Skatten bliver fastholdt på 23,8 procent i 2011.
Se hele budgettet her
København: Børn taber budgetspillet
Børnene tabte i budgetkampen.
Sådan lyder konklusionen fra Enhedslisten i København, efter Socialdemokraterne, SF, Radikale og Konservative natten til fredag indgik forlig om næste års budget.
– Klyngesammenlægninger og tvunget 14 dages sommerferielukket i daginstitutionerne betyder færre pædagoger, og det er selvfølgelig noget, som vil kunne mærkes i de københavnske børnefamilier, siger socialborgmester Mikkel Warming (Ø).
Budgetforliget skærer 150 millioner kroner på børne- og ungdomsområdet, og det er en del mindre end de 250 millioner, der oprindeligt var lagt op til. Til gengæld stiger forældrebetalingen på vuggestue- og børnehavepladser.
– Det rammer mange familier på budgettet. Hvis så omsorgen på børnene samtidig var steget, så gav stigningen måske mening, beklager Mikkel Warming.
Samtidig med nedskæringerne bliver børneområdet gældssaneret for 161,5 millioner kroner og der bliver afsat 900 millioner til nybyggeri og renovering på området.
– Personlig er jeg glad for, at vi har sikret massive investeringer i nybyggeri af daginstitutioner og skoler og ro omkring økonomien på børneområdet i de kommende år, siger overborgmester Frank Jensen (S).
Henriette Brockdorff, formand for BUPL Hovedstaden afviser, at budgetforliget giver økonomisk ro på børneområdet.
– Man skulle tro, at det er to helt forskellige kommuner vi taler om, siger hun.


