At lære af fortiden
af Eigil Nielsen, Frederiksværk
Tilskyndet af Hanne Rosenvolds anmeldelse af Werner Eberleins bog »Geboren am 9. November« har jeg selv anskaffet mig bogen.
(Det sker let gennem www.amazon.de.)
Bogen giver, som Hanne Rosenvold skriver, en beskrivelse af et spændende liv, hvor Werner Eberlein som tolk kommer tæt på personligheder som Walter Ulbricht og Erich Honecker.
Det, der især har været udbytterigt for mig ved læsningen, har været forfatterens mange refleksioner over, hvorfor socialistiske lande som DDR og Sovjetunionen til sidst brød sammen.
Han opregner såvel objektive som subjektive faktorer. DDR stod fra begyndelsen i en meget vanskelig situation: få råstoffer og omfattende krigsskadeserstatninger til Sovjetunionen, mens det råstofrige Vesttyskland blev fodret med marshallhjælp.
Det er på den baggrund utroligt, at landet kunne udvikle sig til en europæisk industrimagt.
Men pĂĄ det subjektive plan opstod der snart en topstyring, der ikke evnede at lytte til, hvad den almindelige borger mente. Eberlein mener, at Sovjetunionens dominerende rolle ikke har gjort sagen lettere. Sporene fra Stalin lod sig ikke sĂĄ let slette!
Lenin sagde i sin tid: »…en socialisme, der ikke virkeliggør det fuldstændige demokrati (er) umulig. «Men i DDR opstod der efterhĂĄnden det, som Eberlein kalder en »demokratimanko«. »I stedet for polemiske drøftelser, anskuelig argumentation og tĂĄlmodigt politisk overbevisningsarbejde greb administrativ umyndiggørelse og formynderi i medierne om sig.« (side 315)
Ulbrichts forsøg på at indføre visse markedsøkonomiske reformer stødte på modstand hos Bresjnev.
Under Honeckers ledelse fremskyndede man de socialistiske produktionsformer, så småhåndværkere og småhandlende lige som bønderne blev tvunget ind i kooperative foretagender.
Den pionerĂĄnd, der prægede det unge DDR, forsvandt, og ogsĂĄ Eberlein tabte gejsten. »Hvorfor sagde jeg ikke fra?« spørger han i dag sig selv og svarer, at en væsentlig grund var en for stærk selvpĂĄlagt partidisciplin.
Han tror stadig på muligheden af et socialistisk samfund, men så må man tage ved lære af fortiden, og staten må tage en helt ny form.
En økologisk katastrofe hænger over vore hoveder. Det kapitalistiske samfunds perspektiv rækker højst et par ĂĄrtier frem. »Efter os syndfloden!«
Der er brug for et alternativ, skriver han. Det må være en demokratisk socialisme.
Ærgerligt at bogen ikke er oversat til dansk!
