Marxismens samlede værker
I slutningen af 1960’erne begyndte forberedelserne til en samlet udgave af Marx' og Engels efterladte skrifter, MEGA.
Udgiverne blev de to institutter for marxisme-leninisme i Moskva og Berlin, der udviklede en omfattende plan for udgivelsen. Meningen var, at alt tilgængeligt materiale skulle udgives og dermed stilles til rådighed for alle interesserede. Og medarbejderne fik mulighed for at samarbejde med interesserede forskere overalt i verden.
Skrifterne udgives på de originale sprog, det vil sige især tysk, men også en hel del på engelsk og fransk.
MEGA’s langtidsplanlægning
I begyndelsen af juli i Ã¥r udkom det 57. bind i MEGA-serien. Dermed er man nÃ¥et halvvejs i arbejdet med at udgive samtlige efterladte skrifter, breve, arbejdsnotater og andet materiale fra Marx’ og Engels’ efterladte papirer.
Halvvejs betyder, at endnu 57 bind skal udkomme inden hele udgaven foreligger omkring 2040, hvis arbejdet fortsætter i samme takt som nu. Det er er en lang sigtelinie, som forhåbentlig kan forkortes.
Flere bind er ved at være færdige, og, i Ã¥r forventes yderligere to nye bind at udkomme – et om Marx’ geologiske studier og et andet, som indeholder Engels’ afhandlinger fra tiden 1883 til 1886.
I 2011 er det tanken, at det sidste bind af de økonomiske skrifter samt et bind med korrespondancen 1862-1864 skal udkomme. Det sidstnævnte har været færdigt i cirka tre år, men bindene i I. og II. afdeling har en højere prioritet.
Det redaktionelle arbejde for flere andre bind er ved at være afsluttet, således at der omkring 2015 kan være udkommet ca. 65 bind. 2015 er vigtigt, fordi det på det tidspunkt vil blive besluttet, om den økonomiske støtte til udgivelsen vil blive videreført.
Revolutionens uundgåelighed?
af Gerd Callesen
Med udgangspunkt i forordet til Karl Marx’ analyse af »Klassekampene i Frankrig 1848-1850« er der ført en langvarig diskussion om, hvorvidt Friedrich Engels’ vurdering af erobringen af den politiske magt ændredes i 1890’erne.
De to centrale positioner er: 1) Engels fastholdt vurderingen af, at den voldelige revolution var uundgÃ¥elig, og 2) Engels ansÃ¥ erobringen af flertallet i parlamentet for den – eneste eller dog bedste – mulighed for at gennemføre socialismen.
I sit brev til den danske socialist, Gerson Trier, fra december 1889 hævdede Engels, »at proletariatet ikke uden voldelig revolution kan erobre sit politiske herredømme … ».
Indledningen fra 1895 kan udlægges på en anden måde, fordi Engels blandt andet vurderede det sådan, at barrikadekampenes tid var forbi på grund af den militærteknologiske udvikling. Det kunne udlægges, som om Engels mente, at magterobringen kunne vedtages ved en afstemning i parlamentet.
Fremgang overalt
Hvad kunne have fået Engels til at skifte mening?
Valgsejrene i Tyskland samt i Danmark i januar og februar 1890 havde vist, at fremgang ved valg var en reel mulighed.
I sommeren 1889 gik minearbejderne i Tyskland og havnearbejderne i England ud i massestrejker. Specielt den engelske strejke fik betydelige følger i form af en opblomstring af fagbevægelsen.
Den internationale arbejderkongres i Paris i juli 1889 var en succes. Det franske reformistiske parti splittedes og gav plads til det marxistiske partis fremgang i de følgende år.
Bismarcks fald som tysk ministerpræsident fremskyndedes af Socialdemokratiets gode valgresultat (20 procent) i 1890. Samtidig blev Socialistlovene i Tyskland ikke forlænget efter oktober 1890. Dette medførte en fremgang i partiets presse, forlag og medlemstal, fordi partiet nu kunne arbejde i fuld offentlighed.
Det var lykkedes at sammenslutte de forskellige tendenser i det østrigske parti i 1889 og året efter også i det ungarske parti. I Belgien førte arbejderpartiet en bred kampagne for udvidelse af valgretten, i Italien samledes ligeledes forskellige lokale partier til et landsdækkende socialistisk parti.
1.-maj-demonstrationerne var en umiddelbar succes i de lande, hvor den kunne gennemføres. Der var alt i alt fremgang over hele linjen.
Ny revolutionær taktik
Det betød, at Engels følte sig foranlediget til at overveje, om der var alternativer til den voldelige revolution gennemført af et mindretal på vegne af flertallet.
Han følte sig forpligtet til at udarbejde en ny taktik. Arbejderne, der satte liv og lemmer på spil i en revolution, havde krav på at få klar besked. Det beskæftigede ham i de følgende år.
De fleste af hans artikler og hans brevveksling med andre socialister kredser om dette spørgsmÃ¥l i 1890’erne. I det foreliggende MEGA-bind præsenteres centrale bidrag i denne sammenhæng. Tekster, som oprindelig udkom i de forskellige landes arbejderpresse, præsenteres. I brevvekslingen diskuterer han sideløbende andre aspekter af problemet.
Massebevægelsens problemer
Arbejderbevægelsen var ved at udvikle sig til en massebevægelse, der inddrog stadig større kredse, der ikke havde den erfaring, som den tyske arbejderbevægelse havde fået under de tolv år med Socialistlovene.
Lovene havde tydeligt demonstreret bourgeoisiets vilje til at holde arbejderne nede, selv om der var forskellige opfattelser af, hvad der var mest gavnligt. Nu mÃ¥tte de nye socialdemokratiske medlemmer og de nye vælgere – Engels skelnede ikke mellem de to grupper – inddrages i bevægelsen. Det kunne kun lade sig realisere ved en Ã¥ben diskussion i bevægelsen.
Engels så to problemer i denne sammenhæng: de mange unge og nye arbejderes mangelfulde forståelse af samfundet og de intellektuelles forsøg på at gøre karriere på arbejdernes bekostning for eksempel i arbejderbevægelsens presse. Han stolede på arbejdernes forståelse og på, at de nye medlemmer hurtigt ville lære af de gamle. Men de kræfter, der ville påvirke arbejderne i borgerlig retning, kunne kun isoleres gennem en åben diskussion i partiet. Det er en gennemgående tankegang i mange udtalelser.
Samtidig ledte han efter muligheder for at mobilisere arbejderne som i de store strejker i året 1889. Engels mente, at have fundet dette middel i kampene om valgretten og fremhævede her især de belgiske valgretskampe og efterfølgende samme bevægelse i den daværende stormagt Østrig.
Internationalisme
Internationalismen prægede hans forståelse af udviklingen. Det en selvfølge for Engels, at kun en europæisk revolution kunne indlede udviklingen af det nye samfund med ligeberettigelse for alle. Isolerede udviklinger eller revolutionens sejr i et mindre land ville ikke bidrage til en positiv udvikling af det kommende samfund.
Det er spændende at læse hans overvejelser, om end han var alt for optimistisk, og for eksempel anså året 1898 for sandsynligt for overgangen til arbejderklassens magterobring.
Forudsætningen var, at de borgerlige partier var så svækkede og indbyrdes uenige, at Socialdemokratiet, uden at det havde et parlamentarisk flertal, kunne overtage den politiske magt og dermed indlede revolutionen. Hvis det lykkedes i et af de store europæiske lande (her tænkte han især på Østrig og på Tyskland) ville det sætte en kædereaktion i gang, der også i andre lande ville medføre revolutionen.
Engels efterlod sig ikke en opskrift på revolutionen, det ville absolut ikke have svaret til hans forståelse af dialektik. Hvad han efterlod os, er en metode til at analysere samfundets udvikling, til at se hvilke muligheder der bød sig og handle derefter. Også det fremgår af hans brev til Gerson Trier.
Gerd Callesen er historiker og tidligere medarbejder på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv. Han er med i den videnskabelige kommission bag MEGA.
