Blæser på VCO
Det kommer ikke til at gå stille for sig, når regeringen og Dansk Folkeparti i dag starter tredje behandling af deres såkaldte genopretningsplan.
En gruppe unge fra initiativet »Unge mod pakken« har tænkt sig at demonstrere deres modstand ved at blæse i vuvuzela-horn i troen på, at larmen fra dem kan trænge gennem Christiansborgs tykke mure.
– Det er en noget utraditionel måde at skabe dialog på, men vi er villige til at gøre alt for at forhindre de helt tåbelige besparelser, pakken indeholder. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at vores opråb vil kunne høres i folketingssalen, og det er netop pointen med vores aktion, udtaler Morten Skov, der er ungdomskonsulent i LO.
Han regner med, at omkring 20 unge mennesker står klar med vuvuzela-horn på Christiansborg Slotsplads foran Folketingssalen klokken 10.00, når aktionen og Folketingsdebatten sætter i gang.
Om udbyttet af aktionen siger Morten Skov:
– Den 8. juni var der samlet op mod 80.000 mennesker i protest mod pakken. Det er deres stemme, vi gerne vil minde politikerne bag de tykke mure på Christiansborg om i dag. Og det vil vi gøre, selvom det sikkert ikke er sandsynligt at regeringen og Dansk Folkeparti kommer til fornuft her i sidste øjeblik.
Vuvuzela-hornet var der ikke mange, der kendte før VM i fodbold. Nu ved alle, at det er i stand til at overdøve selv de mest begejstrede tv-speakere på de sydafrikanske fodboldstadions.
I dag skal det vise sig, om hornet også kan overdøve om ikke lukke munden på regeringen og Dansk Folkeparti.


