Med flere og flere dræbte og lemlæstede øger Det Hvide Hus modstanden blandt flertallet af afghanerne. Drab på civile får flere af de afghanske militære rekrutter til at blive kombattanter »for den anden side«.

- Annonce -

Den for længst tabte krig

Udland

- 30. Jun. 2010

James Petras opregner ti grunde til, at modstandsbevægelsen i Afghanistan i sidste ende vil vinde over USA’s og NATO’s styrker. En af dem er, at krigen selv nærer hadet og modstanden.

af professor James Petras

På trods af næsten et årti med krig, der inkluderer en invasion og besættelse, er det amerikanske militær, dets allierede, og det afghanske regimes væbnede styrker i gang med at tabe krigen.

Udenfor enkelte byer og væk fra militærets baser hersker den nationale afghanske modstandsbevægelse i dens varierende lokale, regionale eller nationale alliancer. De kontrollerer områderne, befolkningen og administration.

Den nærmest uendelige krig undergraver moralen hos de amerikanske styrker, underminerer den civil støtte til krigen i USA, og begrænser derved Det Hvide Hus’ muligheder for at iværksætte nye imperialistiske krige.

De årlige udgifter til militæret beløber sig til mange milliarder dollar. Det medfører, at budgetunderskuddet er helt ude af kontrol, og udløser upopulære nedskæringer af sociale programmer på alle niveauer i staten.

Der er endnu ingen ende i sigte, da Obama-regimet bliver ved med at øge antallet af soldater med titusinder og de militære udgifter med milliarder. Samtidig styrkes modstanden både militært og politisk.

Konfronteret med folkelig utilfredshed og krav om økonomisk tilbageholdenhed fra en bred skare af amerikanske banker og borgergrupper, forsøger Obama og den militære ledelse at gennemføre en »delvis tilbagetrækning« ved at rekruttere og optræne en afghansk hær af lejesoldater samt en politistyrke, der er under ledelse af officerer fra USA og NATO.

USA’s strategi
Den Amerikanske strategi går ud på at gøre Afghanistan til en nutidig koloni.

Mellem 2001 og 2010 har det amerikanske militær brugt 428 milliarder dollars. Den koloniale besættelse har til og med 1. juni medført over 7228 døde og sårede.

I takt med at den amerikanske situation forværres, øger Det Hvide Hus antallet af soldater, hvilket blot fører flere døde og sårede med sig. De sidste 18 måneder under Obama-regimet har flere soldater mistet livet end i de foregående otte år.

Det Hvide Hus’ og Pentagons strategi er baseret på en præmis om massive pengestrømmen, våben og et stigende antal stedfortrædere; det vil sige betalte krigsherrer og vestligt uddannede eksilafghanere.

USA’s bistandshjælp går bogstavelig talt ud på køb af loyalitet hos klanledere. Det Hvide Hus forsøger at skabe et tyndt lag af legitimitet ved at gennemføre valg, der reelt forværrer opfattelsen af det afghanske marionetregime i Kabul og dets regionale allierede som korrupte.

På den militære front starter Pentagon den ene offensiv efter den anden og annoncere den ene succes efter den anden, efterfulgt af tilbagetrækninger hvor modstandsbevægelsen vender tilbage.

Den amerikanske krigsførelse forstyrrer handel, landbrugshøst og markeder. Luftangreb rettet mod »Taleban« og militante dræber flere civile, der fejrer bryllupper og helligdage samt handlende på markeder end kombattanter. Årsagen til den store andel af civile drab forstår alle undtagen USA’s generaler: Der er ingen forskel på væbnede militante og millioner af afghanske civile, idet førstnævnte indgår som en uadskillelig del af samfundene.

Det vigtigste problem som den amerikanske besættelse står over for, er at den er et fremmedlegeme blandt et koloniseret folk. USA, dets lokale marionetter og de NATO-allierede er en fremmed kolonihær, og dets afghanske militær- og politirekrutter bliver opfattet som instrumenter, der skal sikre et illegitimt styre.

Enhver handling, uanset om den er voldelig eller venlig, bliver opfattet og forstået som noget, der strider mod et stolt og uafhængigt folks normer og historiske arv.

I det daglige er enhver handling fra besættelsen forstyrrende; intet sker bortset fra hvad der beordres af det fremmede militær og politi. Under truslerne om magtanvendelse lader befolkningen på den ene side som om de samarbejder, mens de støtter fædre, brødre og sønner i modstandsbevægelsen. De, der rekrutteres til hæren eller politiet, tager pengene men overgiver våbnene til modstandsbevægelsen. De betalte landsbystikkere er dobbeltagenter eller de bliver identificeret af deres naboer og må stå til regnskab over for oprørerne.

De afghanske kollaboratører, der er Washingtons nærmeste allierede, ses som korrupte forrædere og særdeles midlertidige lederne, som har deres tasker pakkede og står med amerikanske pas, klar til at flygte når USA bliver tvunget til at forlade landet.

Alle programmerne, al »genopbygning«, alle træningsmissionerne og de »civile programmer« er mislykkedes i forhold til at vinde det afghanske folks loyalitet.

Før, nu og i fremtiden betragtes det alt sammen som dele af USA’s militære besættelse, der i sidste ende bygger på vold.

Ti grunde til at den afghanske modstand vil vinde
1. Modstandsbevægelsen har dybe rødder i befolkningen – i familier og klaner, og den har lingvistiske og kulturelle rødder, som USA ikke har og ikke kan »opfinde«. Disse bånd kan heller ikke købes eller kopieres af deres afghanske kollaboratører eller påtvinges gennem propaganda.

2. Modstandsbevægelsen har flydende grænser og bred international støtte særligt i Pakistan, men også blandt andre anti-imperialistiske, islamiske grupper, der bidrager med våben og frivillige, og som bidrager aktivt med angreb på USA’s og NATO’s forsyningslinjer i Pakistan. De presser også pro-amerikanske regimer som Pakistan og Saudi Arabien, Yemen og Somalia, hvor de åbner flere fronter.

3. Modstandsbevægelsen infiltrerer de afghanske hærenheder og politistyrker. Frivillig aktiv og passiv støtte til modstandsbevægelsen blandt de afghanere, som USA rekrutterer og uddanner til det afghanske militær og politi, resulterer i formidling af vigtige efterretning om troppebevægelser. Deserteringer og fravær underminerer den »militære kompetence«.

4. Styrken og omfanget af modstandsaktiviteterne overgår styrken hos invasions-hæren, som må forlade sig på en upålidelig afghansk sikkerhedssstyrke, der ikke har vilje eller nerver til at dræbe deres egne, særligt når angreb er rettet mod samfund, hvor deres slægtninge eller andre af samme etniske oprindelse bor.

5. Modstandsbevægelsens allierede er mindre korrupte, de er mere pålidelige og loyale fordi de deler de samme dybt rodfæstede værdier. USA’s allierede er kun loyale, fordi de betales og på grund af den midlertidige tilstedeværelse af amerikanske soldater.

6. Modstandsbevægelsen appellerer til folk om en tilbagevenden til lov og orden i hverdagslivet, som fandtes forud for invasionen. USA’s løfter om et positivt udfald efter en succesfuld krig, vinder ikke folkelig genklang efter et årti med en ødelæggende besættelse.

7. Amerikanerne har ingen værdier at byde på, som kan konkurrerer med den traditionelle religiøst-nationalistiske appel, som modstandsbevægelsen har i forhold til langt størstedelen af indbyggerne i landsbyer, småbyer og fordrevne landbefolkning.

8. Modstandsbevægelsens støtte til irakiske, palæstinensiske og andre anti-imperialistiske kræfter har en positiv appel blandt det afghanske folk, som har set de ødelæggende resultater af USA’s krig i Irak og krige per stedfortrædere i Pakistan, Somalia og Yemen. Det USA støttede israelske angreb på Libanon, og på de humanitære skibe på vej mod Gaza er meget synlige konsekvenser af tilstedeværelsen af militante zionister i den amerikanske regering. Det vækker afsky blandt de mere politisk bevidste oppositionsledere i Afghanistan.

9. Afghanske oprører har i sagens natur større udholdenhed i modstandskampen mod USA’s militære besættelse end det amerikanske folk med alle dets presserende behov. Dertil kommer det amerikanske militærs voksende udfordringer i Den Persiske Golf.

10. Den afghanske modstandsbevægelse dræber normalt ikke civile i deres angreb, idet det er let at identificere USA’s og NATO’s tropper. Det omvendte er imidlertid ikke tilfældet. Afghanere, der lever i landsbyer i besatte områder, bliver mål for snigmord af elitestyrker og dronebombardementer. Under disse forhold lider den almindelige afghaner under militære overfald på samme måde som modstandsbevægelsen.

EN FORFEJLET MISSION
Missionen i Afghanistan er forfejlet, og den er ikke i stand til at opbygge en effektiv afghansk lejehær, der kan tage over.

En amerikansk undersøgelse publiceret i slutningen af juni i år ødelagde Obama-regimets påstand om, at det har held med at udvikle en effektiv afghansk lejehær og et politi, der er i stand til at understøtte regimet i Kabul.

Rapporten, der er baseret på en detaljeret analyse og observationer i felten, argumenterer at Obamas Pentagon bygger deres konklusioner på »standarder, der langt fra er tilstrækkelige, og som overdriver de afghanske enheders evner, som Obama har kaldt »kernen i vor mission« (Financial Times, 7. juni, 2010).

Med andre ord spiller Obama det bedrageriske spild, han indledte med sine hule ord om »forandring« og »en afslutning på krigen«. Han fulgte op på dette ved at sende 30.000 flere soldater til Afghanistan, og ved at øge udgifterne til militær og politi til 325,5 milliarder dollars, hvilket svarere til 132 procent højere end det sidste år under Bush.

Obama-regimets falske påstande om fremskridt er baseret på selvopfundne bureaukratiske og tekniske kriterier, snarere end på reel kampevne i felten og objektiv måling af den afghanske lejehærs adfærd.

Militærkommandoens rapporter baseres på antal kurser, der er blevet undervist i, varigheden af træningen, og mængden samt kvaliteten af de våben og det udstyr, som gives til de afghanske tropper. Da antallet af afghanske enheder, der gennemgik træning, steg fra nul til 22 mellem 2008 og 2009, påstod Pentagon, at de oplevede en svimlende succes.

For at rette fejlen lader de nu i stedet kommandørerne i marken vurdere fremskridtene, hvilket imidlertid heller ikke fungere, da de har en interesse i at overdrive afghanske soldaters evner for at sikre sig forfremmelser og medaljer.

Obama regimet planlægger at øge det afghanske militær fra 97.000 i november 2009 til 134.00 i oktober 2010 til 171.00 i oktober 2011, hvilket svarer til en stigning på 75 procent over to år, fremgår det af dokumenter fremlagt i Kongressen. Den samme stigning sker i politiet: fra 93.800 i november 2009 til 134.00 i oktober 2011 svarende til en stigning på 43 procent.

Obamas påstand at krigen gradvist bliver overdraget til en af USA trænet afghansk hær modsiges af to andre forhold. Det Hvide Hus har bedt om 1,9 milliarder – det dobbelte af det, som Bush bad om – til opførelse af nye militære baser og installationer, der skal anvendes til lang tids brug (som bedrageren Obama påstår ikke betyder permanent tilstedeværelse). Derudover udtrykker Obama-regimets med sin typiske tvetungede tale, at løftet tilbagetrækningen fra og med juli 2010 i virkeligheden et udtryk for »den dag, hvor vi begynder overgangen... ikke en dato for faktisk tilbagetrækning« Idet den dato skal være baseret på »betingelserne på jorden ... en mangeårig proces« (fra forsvarsminister Gates’ vidneudsagn foran Senatets ‘Armed Service Committee’, 2. december 2009).

På almindeligt sprog betyder »overgang« altså ikke tilbagetrækning. Det betyder derimod at blive, det betyder krig og besætte Afghanistan i årtier. Det betyder afsendelse af flere tropper og bygning af flere baser. Det betyder, at der skal bruges 400 milliarder dollar over de næste fem år. Og det betyder en fordobling af antallet af døde og sårede amerikanske soldater over de næste tre år fra over 7000 til 14.000.

Amerikanisering
Påstanden om fremgang med afghaniseringen af krigen modsiges af den faktisk voksende amerikanisering af baser, kamptropper og udgifter. Grunden til dette er, at den afghanske hær er lige så vidtløftig som Obamas løfter.

Antallet af amerikansk personel er voksende fordi de pro-amerikanske afghanere er så korrupte, ineffektive og forhadte af deres folk, at Washington bliver nød til at omringe dem med »overvågere«, »rådgivere«, og »udførere«, som samtidig ikke ved noget om de lokale samfunds traditioner, eller hvad de behøver. Øget amerikansk hjælp har ført til mere korruption, flere uopfyldte løfter og større modvilje fra dem, der egentlig skulle modtage hjælp.

Det grundlæggende problem er, at det er en amerikansk krig, hvorfor afghanske enheder oplever en halvering i styrke på grund af mindst 20 procent deserteringer. Dette har amerikanske militære chefer erkendt.

Med andre ord tager de afghanske rekrutter pengene med hjem til deres landsbyer, nabolag, familier, og måske vælger ikke så få af dem at anvende deres militære træning hos den nationale modstandsbevægelse.

Dobbeltagenter
Med så mange utilfredse og afhoppede menige samt nogle officerer i de afghanske enheder, er det ikke mærkeligt at modstandsbevægelsen har så gode oplysninger om amerikanske troppebevægelser. Af samme grund er det heller ikke mærkeligt at mange, der samarbejder med den amerikanske efterretningstjeneste, i virkeligheden er dobbeltagenter eller let kan blive afsløret som agenter for besættelsesmagten med henrettelse til følge.

I denne situation – med det milliard-dollar store rekruttreringsprogram og mange desertører, der vender våbnene mod deres mentorer – nægter det Hvide Hus, Pentagon og Kongressen at forstå, at det er den imperialistiske besættelse, vækker næsten hele folket til modstand. I stedet indkalder de flere rekrutter, og afsætter flere midler til træningsprogrammer og køb af lejesoldater.

Virkeligheden er, at en voksende amerikansk besættelse med stigende omkostninger, øger modstanden, medfører omringelse af de store byer, angreb på møder helt ind i hjertet af Kabul samt mod de største amerikanske baser rundt om i landet. Det er åbenlyst, at USA har tabt krigen politisk, og nu er i gang med at tabe krigen militært.

På trods af den mest avancerede militærteknologi, på trods af droner, specialstyrker, et øget antal rekrutter, rådgivere, ngo’er, og på trods af opførelse af flere militære baser, så vinder modstandsbevægelsen.

Med flere og flere dræbte og lemlæstede øger Det Hvide Hus modstanden blandt flertallet af afghanerne. Drab på civile får flere af deres egne afghanske militære rekrutter til enten at desertere eller som et minimum at blive upålidelige. Nogle af dem er blevet til kombattanter »for den anden side«.

Som i Vietnam
Som i Indo-Kina, Algeriet og andre steder er en folkeligt baseret og stærkt motiveret guerillahær, dybt rodfæstet i den national-religiøse kultur hos et undertrykt folk, mere modstandsdygtig, udholdende og i stand til at sejre over en fremmed, højteknologisk og imperialistisk hær.

Obama’s afghanske krig under parolen »vi sejrer eller vi smadrer landet« vil snarere før end senere smadre USA og gøre en ende på hans skammelige præsidentskab.

Relaterede artikler