Fyringer undrer 3F Grafisk
Den 3. juni modtog 14 ansatte på emballagefabrikken Peterson i Randers en fyreseddel.
Ledelsen begrunder fyringerne med omstruktureringer som følge af koncernens økonomiske situation og følger af den globale finanskrise.
3F Grafisk i Randers er imidlertid utilfreds med udvælgelsen af de fyrede.
– Ti af de fyrede har været på fabrikken i 20 år eller mere. To af dem har tilmed været ansat i henholdsvis 37 og 38 år. Samtidig har halvdelen af dem deltaget i klubarbejdet på arbejdspladsen, været tillids- eller sikkerhedsrepræsentanter. Én af dem sidder endda i samarbejdsudvalget, siger gruppeformand Jan Guldmann til Arbejderen.
Ingen af de fyrede har fået så meget som en enkelt påtale om dårlig arbejdsindsats eller fravær. Tværtimod mener Jan Guldmann, der er tale om pålidelige og loyale medarbejdere.
– I enkelte tilfælde kan fyringen begrundes med, at vedkommendes funktion bliver nedlagt. Men de kunne have fundet andre kolleger. Ikke fordi fagforeningen billiger, at der fyres medlemmer, men når der skal fyres, er det påfaldende, at de har valgt at fyre dem, der har turdet tage bladet fra munden. Dem, der ikke er blege for at åbne munden og stille de spørgsmål, som mere tilbageholdende kolleger har siddet med i kantinen.
Direktør Dan Johannesen ønsker ikke at kommentere Jan Guldmanns antydninger om, at ledelsen har benyttet sig af situationen og skilt sig af med fagligt aktive.
– Vi er udmærket klar over, hvad det betyder at miste sit job, men sådan er vilkårene. Ind imellem går det heldigvis også den anden vej, udtaler han til Randers Amtsavis.
Det er ikke første gang Peterson skiller sig af med mangeårigt ansatte og fagligt aktive. Heller ikke selvom det fremgår af lokalaftalen på fabrikken, at man først fyrer efter funktion, derefter anciennitet. Ledelsen opsagde for nogle år siden alle de personer i klubbestyrelsen, som ikke var enten tillids- eller sikkerhedsrepræsentant.
– Vi kørte store afskedigelsessager og vandt også flere af dem. Tidligere lød erstatningen på mellem 50.000 og 100.000 kroner. I dag er det ikke ualmindeligt, at det koster op mod en kvart million at skille sig af med ansatte med så mange år på bagen. Noget tyder på, at de kalkulerer med det, mener Jan Guldmann.
Måske ledelsen har en tanke med forsøget på at stække det faglige arbejde på arbejdspladsen. Sidste år opsagde ledelsen i den norskejede koncern den gældende lokalaftale og forsøgte at komme igennem med kravet om, at alle nyansatte skulle starte til en halvtredser mindre i timen end de fastansatte.
– Ved den lejlighed sammenlignede de med lønningerne i Polen. De kunne godt se, at de ikke kunne sætte de fastansattes timeløn ned med 50 kroner. Hvis de ønsker at drive virksomhed i Danmark til polske lønninger, så kan de ligeså godt tage skridtet fuldt ud, mener Guldmann.
Præcis hvor mange af de aktuelle fyringssager, 3F Grafisk vil tage op i det fagretslige system, afgøres efter et mæglingsmøde ønsket af arbejdsgiveren i denne eller næste uge.


